Tillidsfolk i kommunerne protesterer mod regerings-forslag

Mange tillidsfolk i kommunerne er oprørte over regeringens omprioriteringsbidrag.

Færre ansatte i hjemmeplejen eller færre ansatte på skolerne. Med andre ord venter der fyringer og dårligere service i kommunerne.

Det vil blive konsekvensen af regeringens såkaldte omprioriteringsbidrag.

Sådan lyder det fra otte ud af ti top-tillidsfolk i landets kommuner, som er oprørte over regeringens omprioriteringsbidrag, der medfører, at kommunerne får færre penge at gøre med.

Kaj Rasmussen er næstformand i Sønderborg Kommunes hovedMED-udvalg og repræsenterer dermed kommunens medarbejdere.

- Der vil ske nedskæringer hos os, da vi ikke har penge til de opgaver, vi har. Der vil ske afskedigelser, og det vil så betyde forringet service for borgerne i kommunen, siger Kaj Rasmussen.

Kaj Rasmussen har derfor skrevet under på en protest, som skal gives til kommunalpolitikerne.

- Vi er nødt til at påvirke politikerne i forhold til vores arbejdsforhold, så derfor er vi nødt til at have en dialog med dem. Det her er så en af måderne at gøre politikerne på Christiansborg opmærksom på problemet, siger Kaj Rasmussen.

I Esbjerg Kommune mener den lokale næstformand, Tina Petersen, derimod ikke, at det er noget hovedMED-udvalget skal blande sig i.

- Det er jo politisk, og det skal jeg ikke udtale mig om på vegne af alle medarbejdere i Esbjerg Kommune, siger hun.

Socialdemokraterne foreslår i dag at pålægge statsminister Lars Løkke Rasmussen at tilbagerulle milliarderne fra det omdiskuterede omprioriteringsbidrag, skriver Politiken.

Der er demonstrationer mod omprioriteringsbidraget i København i dag og Aalborg i morgen.

  • Print
  • Del artiklen: