Tysk politi fortryder: Vil nu skilte efter uheld ved grænsen

Politiet har ombestemt sig og vil nu sætte advarselsskilte op om risiko for kødannelse på tysk side. Det sker efter flere uheld.

Tre uheld på kort tid får nu konsekvenser for skiltningen ved den dansk-tyske grænse.

Tysk politi oplyser, at man i løbet af denne uge vil opstille advarselsskilte nogle kilometer før grænseovergangene. Skiltningen skal gøre bilister opmærksomme på mulig kødannelse på grund af grænsekontrollen.

Tysk politi har ellers tidligere sagt, at man vil vente med skiltningen, indtil man har fået undersøgt årsagen til ulykkerne.

- Efter de sidste dages ulykker har vi været nødt til at tage vores strategi op til fornyet overvejelse, siger talskvinde for Flensborg Politi Franziska Jurga.

Hun oplyser, at man også vil have en patruljevogn, der skal gøre opmærksom på skiltningen med blå blink ved grænsen i myldretiden og i tilfælde af kødannelse.

I går blev en tysk bilist dræbt på stedet på motorvejsstrækningen ved Frøslev, da han kørte op bag i en lastbil, der holdt stille, og den 19. februar kørte en lastbil ind i en varevogn, som var blevet stoppet af grænsebetjente.

Senest blev en lastbil fra Litauen tirsdag morgen påkørt bagfra af en anden lastbil.

  • Print
  • Del artiklen: