Udenlandske ægtefæller kommer ud af stuerne

Forsøg med ekstra sprog- og arbejdsvejledning hjælper udenlandske ægtefæller i Aabenraa.

Selvom kommunens navn kan være noget af en tungebrækker, hvis man kommer langvejs fra, så gør jobcentret i Aabenraa en ekstra indsats for de udenlandske ægtefæller, der kommer dertil.

De har nemlig sammen med AOF Syd de sidste to år haft et særligt tilbud til kvinder, der er kommet til Danmark fra lande udenfor EU for at blive gift med en dansk mand. Det fortæller Kristian Jørgensen, der er afdelingsleder hos Jobcenter Aabenraa.

- Der var nogle ægtefælleforsørgede, primært kvinder, som var ret isolerede. For at bryde den indelukkethed, inviterede vi dem til at deltage i et forløb, der kunne styrke deres dansk og give dem viden om arbejdsmarkedet, siger Kristian Jørgensen.

Indtil videre har næsten 60 kvinder fra blandt andet Thailand, Filippinerne, Rusland og Sydafrika været på kursus. De har alle fået personlig vejledning og mulighed for at komme i praktik.

I dag er halvdelen af dem enten i arbejde eller i gang med en uddannelse.

En af dem er Veronika Golovina fra Rusland. Hun kom til Danmark for fem år siden og bor i dag i Bov. Hun læser til fysioterapeut og arbejder som handicapmedhjælper ved siden af studiet.

- Jeg vil integreres i Danmark, det betyder alt. Jeg har en datter, og jeg vil gerne være et godt forbillede for hende, siger hun.

  • Print
  • Del artiklen: