Udflytning af arbejdspladser: Styrelse har fået en god start i Ribe

Det er knap to måneder siden, de statslige arbejdspladser i Færdselsstyrelsen blev flyttet.

Der er delte meninger om, at flere statslige arbejdspladser skal rykkes ud i landet.

Men knap to måneder efter adresseskiftet fra Ørestaden til Ribe er man positive hos Færdselsstyrelsen.

Det fortæller direktør i styrelsen Stefan Søsted:

- Det går fint. Vi har brugt den første tid på at finde ud af, hvem vi er, og hvilke opgaver vi skal løse. Men vi er i gang, og det går stille og roligt fremad, siger han.

På nuværende tidspunkt har man imidlertid ikke fået besat samtlige stillinger i domkirkebyen.

Stefan Søsted forventer dog, at de ansatte i Ribe kan se frem til at tage imod flere nye kollegaer i den kommende tid.

- Jeg tror, det handler om at få spredt det lidt ud. Så vi går ikke ud og søger efter 15 ingeniører på én gang. Det er en løbende proces, hvor vi siger goddag til nye medarbejdere hver måned, siger han.

Færdselsstyrelsen rykkede ind i den gamle amtsgård i Ribe den 1. februar i år.

  • Print
  • Del artiklen: