Ulla Tørnæs: Jeg savnede duften af savsmuld

Den 53-årige esbjergenser Ulla Tørnæs vender tilbage fra halvandet år i Europaparlamentet.

Ulla Tørnæs vendte i går tilbage til dansk politik efter lidt over halvandet år som europaparlamentariker for Venstre.

Hun vender tilbage til en post som uddannelses- og forskningsminister. En post, hun overtager fra Esben Lunde Larsen, der overtager Miljø- og Fødevareministeriet fra Eva Kjer Hansen.

Ulla Tørnæs er en erfaren minister med sammenlagt mere end otte år på taburetterne i ministerierne for Undervisning og Udviklingsbistand under Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkkes tidligere regeringer.

Arbejdet i Bruxelles har også givet værdifuld erfaring, siger Ulla Tørnæs:

- Jeg savnede duften af savsmuld. Jeg er stadig meget glad for det, jeg har arbejdet med i Europaparlamentet og har ikke higet efter, at Lars Løkke skulle ringe til mig, men når man får sådan et opkald, siger man selvfølgelig ja, siger Ulla Tørnæs.

Venstre i Esbjerg tilbyder desuden Ulla Tørnæs sin gamle opstillingskreds i Esbjerg By og Fanø-kredsen tilbage. Det siger formanden for Venstre i Esbjerg Kommune, Ketty Christoffersen.

Det glæder den hjemvendte minister, der ser sig selv som vestjyde med stort V:

- Man er selvfølgelig minister for hele landet, og det vil jeg bestræbe mig på. Men jeg er og bliver esbjergenser, og det kan man ikke tage fra mig. Så jeg håber at få en god dialog med de institutioner, der repræsenterer Vestjylland, siger Ulla Tørnæs.

Esbjerg By og Fanø-kredsen har været ledig siden september, og i nabokredsen Esbjerg Omegnskreds er Carl Holsts situation uafklaret. Derfor vil en opstilling af Ulla Tørnæs være en gardering for partiet Venstre i Esbjerg.

  • Print
  • Del artiklen: