Unge fra Nørrebro lærer om frivillighed fra sønderjyder: ”Man skal kaste sig ud i det”

En gruppe unge med anden etnisk baggrund er på besøg i Sønderjylland, hvor de skal blive inspireret af frivillige projekter.

De unge på besøg hos Sønderbronx Records. (Foto: Peter Dalsgaard Thomsen © dr)

- Yir Yir Sønderbronx.

Tunge beats på anlægget og graffiti på muren.

Vi er hos Sønderbronx Records. Et projekt for unge i Sønderborg, der er vilde med rapmusik. Projektet blev åbnet i juni af en gruppe af rappere, der nu har succes med at aktivere unge i studiet.

10 unge københavnere sidder på gulvet i det improviserede studie i en dagligstue og nikker i takt til musikken.

De har byttet stenbroen ud med Dybbøl Mølle for at få inspiration til, hvordan de kan starte sociale projekter op i deres eget lokalområde. Det kan for eksempel være en fodboldklub eller en musikforening.

Turen til Sønderborg er en del af projektet Frontløberne, som Mellemfolkeligt Samvirke i København står bag.

Fælles for de unge på studieturen er, at de har anden etnisk baggrund end dansk, og at de gerne vil gøre en forskel.

Det fortæller Fatima Amchicho, der er koordinator på projektet.

- De er trætte af at blive mødt med skepsis, når det kommer til, hvad de vil og kan præstere. De vil gerne vise, at de kan gøre en forskel for andre unge og gå forrest, siger hun.

Det er planen, at de blandt andet skal blive inspirerede af Sønderbronx Records.

En af de unge fra København er Mohammed Amin Belouahi fra Nørrebro.

- Min drøm er at starte min egen organisation, som laver sportsaktiviteter for unge mennesker, der foretager sig ting, der ikke er fornuftige. Det kan være en måde at samle dem på og sørge for, at de får et godt sammenhold, siger han.

De unge drøftede, hvad de havde lært under besøget. (Foto: Peter Dalsgaard Thomsen © dr)

Det er netop den lyst til at gøre en forskel, som de unge skal sørge for at føre ud i livet.

Det siger David Ssempebwa, der er medstifter af Sønderbronx Records.

- Man skal bare komme i gang og ikke lade sig stoppe. Vi lærer, mens vi gør det i stedet for at gå og forberede os for meget og bilde os selv ind, at det er meget kompliceret. Kom i gang, opfordrer han.

Rapmusikken er slukket, og gruppen er rykket over i sofaerne i den anden ende af rummet. Her snakker de unge om, hvad der står i vejen for, at de kan åbne deres drømmeprojekt.

De kommer til at tale om, hvorvidt det er en hindring at hedde Mohammed og Ibrahim i stedet for Jesper eller Jens.

Det mener Mohammed Amin Belouahi, det kan være for nogen.

- Der er rigtig mange, der føler, at det er svært at blive til noget og få opfyldt sine drømme, fordi vi ser ud, som vi gør, eller taler, som vi gør. Det kan være en stor udfordring for os, mener han.

Men det skal ikke stoppe Mohammed Amin Belouahi. Han har masser af gåpåmod efter mødet i Sønderborg.

- Jeg kan se, at der rent faktisk er nogen, der kan få succes, og at det bare handler om at komme i gang, siger han.

Rappere optræder hos det frivillige initiativ Sønderbronx Records, der holder til i en lejlighed. (Foto: Peter Dalsgaard Thomsen. © dr)

Det handler i sidste ende også om at inspirere de unge til at lave forandringer og fællesskaber på trods af tro og ophav. Det mener David Ssempebwa, medstifter af Sønderbronx Records.

- Jeg synes, det er det, der er vores styrke. Jeg kan mærke på folk, at de synes, det er positivt, at en sort og en hvid, en tyk og en tynd og en muslim og en kristen kan gå sammen og skabe noget, siger han.

Ifølge koordinator Fatima Amchico er valget faldet på Sønderborg, fordi byen har rigtig mange eksempler på gode sociale tiltag.

- Hvis der er noget, man synes, der mangler i ens lokalområde, så må man starte det op selv. Den mentalitet fylder meget i Sønderborg. Det har været en stor inspiration for deltagerne. Det er ikke alt, der behøver at starte hos kommunen, siger hun.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på syd@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.