Unge partisoldater poserer "nøgne" forud for valg

De unge i Slesvigsk Parti håber, at den utraditionelle kampagnestrategi kan skabe opmærksomhed om partiets politik.

Slesvigsk Parti bruger blandt andet kalenderen til igen at rejse debatten om tosprogede byskilte i Sønderjylland. (Foto: Katrine Holler © dr)

Slesvigsk Partis ungdomsafdeling har taget utraditionelle midler i brug for at få opmærksomhed forud for regions- og kommunalvalget den 21. november: De har valgt at smide tøjet og posere i en kalender.

På billederne poserer de unge blandt andet med tosprogede byskilte med både danske og tyske stednavne. Det har tidligere skabt stor debat i det sønderjyske.

27-årige Thore Naujeck fortæller, at de håber, at kalenderen kan skabe opmærksomhed om partiets politik.

- Vi synes, vi skulle prøve noget nyt, og vi tror på, at en nøgenkalender er en god måde at komme ud med et politisk budskab, siger han.

19-årige Anna Fuglsang, der også er med i kalenderen, supplerer:

- Det sender måske et lidt rebelsk signal, som tiltaler de unge, og dem vil vi rigtig gerne have fat i, siger hun.

Årsagen til, at de unge har valgt at posere med de tosprogede byskilte, er, at de fortsat vil arbejde for, at de kommer op at hænge - selvom det er et emne, der virkelig skiller vandene.

Tilbage i 2015 fik Haderlevs borgmester, Hans Peter Geil, sat et tosproget skilt op ved bygrænsen. Her stod der både Haderslev og det tyske, Hadersleben. Det vakte stort postyr.

Der gik ikke mange dage, før skiltet blev revet op af ukendte gerningsmænd.

Men det er en god idé med tosprogede byskilte. Det mener Anna Fuglsang.

- Vi lever i et område, hvor vores historie spiller en enorm stor rolle. Derfor har alle byerne i Sønderjylland tyske stednavne. Det skal man ikke se som noget negativt, men som en kulturel oplevelse, mener hun.

Slesvigsk Parti er et regionalt parti i Sønderjylland, der repræsenterer det tyske mindretal. De er valgt ind i de fire sønderjyske byråd og stiller for første gang op til regionsrådsvalget den 21. november.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på syd@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.