Varmestue sender socialt udsatte på ferie til Malta

Brugere af en varmestue i Sønderjylland kan komme på ferie til Malta.

Selv en landevejsridder kan få lyst til at skifte vandrestøvlerne ud med sandaler.

Det er lederen af Kirkens Korshærs varmestue i Sønderborg, Britt Gaarn-Larsen, der arrangerer ture til Malta for brugerne af varmestuen i Sønderborg.

Og det er en stor succes, fortæller Jytte Platz, der er medhjælper på turene.

- Det er fantastisk. De giver så meget. Det er også det, der motiverer mig. Det er, at jeg kan se, at de mennesker bliver glade og er motiveret af at komme ud og opleve noget, siger Jytte Platz til DR Syd.

Udfordringer kan opstå

Men der kan være udfordringer ved at have socialt udsatte borgere med, som for nogles vedkommende kan have et misbrug, siger Jytte Platz.

- Der ligger en udfordring i det, hvis nogle af dem har svært ved at styre deres misbrug, når vi er af sted. Men vi har for det meste oplevet, at de mennesker, vi har med på turen, gør uendelig meget for, at det bliver en god tur, forklarer hun.

16 socialt udsatte borgere fra Sønderborg-området tog med de frivillige til Malta sidste år.

  • Print
  • Del artiklen: