Vi anmelder færre tyverier

Anmeldelser af tyverier er faldet med næsten 19.000 på få år.

Du behøver ikke være så nervøs for at blive bestjålet på gaden.

Der bliver nemlig anmeldt langt færre tyverier i dag end for bare nogle få år siden.

Helt nye tal fra Rigspolitiet viser, at i 2011 blev der anmeldt 97.658 tyverier. Det tal faldt til 79.117 i 2015.

Det er helt præcist 18.541 færre anmeldelser af tyverier på ganske få år.

Hos Syd- og Sønderjyllands Politi mærker man også faldet i tyverianmeldelser.

Det hænger blandt andet sammen med det generelle fald i kriminalitet, siger politiinspektør ved Syd - og Sønderjyllands Politi Kaj Nielsen.

- Samtidig tror jeg, at folk generelt er blevet bedre til at passe på deres ting. Og kontanter er ikke noget, man går så meget med i det offentlige rum længere. Der er mindre brug af kontanter, og det har også en betydning, siger Kaj Nielsen.

Gerningsmænd sat ud af spillet

Statistikken dækker også over tyverier, hvor borgere har fået stjålet og udnyttet deres dankort.

Og her har politiet gjort en særlig indsats, siger politiinspektør Kaj Nielsen.

- Der har vi jo haft nogle helt særlige efterforskninger på afluring af dankort og tyverier. Og der har vi fået en del gerningsmænd sat ud af spillet, fortæller Kaj Nielsen.

  • Print
  • Del artiklen: