VIDEO Flere tusinde stykker gammel ammunition sprænges

Ammunitionen stammer fra Anden Verdenskrig og er blevet gravet op i forbindelse med rydningen af et skydeterræn.

Den gamle ammunition blev uskadeliggjort på et øvelsesterræn ved Oksbøl.

Idag begyndte forsvaret at sprænge næsten 7000 stykker ammunition i et skyde- og øvelsesterræn ved Oksbøl.

Ammunitionen er efterladenskaber fra Anden Verdenskrig og tæller blandt andet panserminer, granater og ammunition til håndvåben.

Det hele er blevet fundet ved Skydeterræn Halk ved Haderslev i efteråret. Det fortæller Martin Særmark-Thomsen, der er kommunikationsmedarbejder i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

- Der er tale om store mængder ammunition, og vi havde faktisk ikke forventet at finde så meget, siger han.

Dagens sprængninger har uskadeliggjort cirka en tredjedel af ammunitionen. Resten vil blive sprængt i løbet af de kommende dage.

Skydeterræn Halk har været brugt siden 1920'erne. Derfor var der både ammunition fra Anden Verdenskrig og de 80 til 90 års skydeøvelser på stedet.

Oprydningsarbejdet blev sat i gang, fordi undersøgelser viste, at området muligvis var massivt forurenet af ueksploderet ammunition og ammunitionsdele.