Webcam øger interessen for storken

Storke-webcam har gjort danskernes interesse for storken endnu større.

De venter lige syd for grænsen, og om kort tid er beboelsen gjort klar til dem.

Storkene er nemlig lige om hjørnet, og i dag gøres storkereden i Smedager i Sønderjylland klar til en ny sæson med yngel.

Men selv om storken er en gammel kending i Danmark, så stiger interessen for den langnæbbede fugl.

- Vi får flere og flere henvendelser fra folk, der er interesserede i både at høre om storken, men også at gøre noget selv for storken. Der er mange, der ønsker at sætte en storkerede op for at tiltrække fuglen til sig, siger Jess Frederiksen fra storkene.dk.

Webcam er en succes

Og han har et bud på, hvorfor vi er blevet mere interesseret i storken.

- Vi tror, interessen er steget, fordi vi har fået det her webcam op. Det gør, at folk har en større forståelse for fuglen, men også en forståelse for, hvad der skal til for at tiltrække den, uddyber Jess Frederiksen.

Jess Frederiksen tilføjer, at der er mange mennesker, der følger med hver dag over webcam for blandt andet at se, hvad der sker i reden og for at se, hvornår det første æg er lagt, og om ungerne overlever.

  • Print
  • Del artiklen: