Blodprøver skal hjælpe kræftpatienter til bedre liv

Blodprøver kan forhåbentlig sikre, at kvinder med brystkræft får en mindre smertefuld behandling.

Hos mange kvinder med brystkræft breder sygdommen sig også til knoglerne.

Det er meget pinefuldt, og det er ikke alle kvinder, som har god gavn af medicinen. Et forsøg på Vejle Sygehus skal vise, om blodprøver fra kræftpatienterne kan bruges til at gøre behandlingen endnu bedre.

- Vi vil gerne bruge blodprøver fra patienterne til at måle, hvor slemt knoglenedbrydningen er hos den enkelte patienten, forklarer lektor på Klinisk Cellebiologisk Afdeling på Vejle Sygehus Kent Søe.

Kan holde nedbrydning i skak

Som det er nu, bliver kvinderne scannet for at holde øje med sygdommen, men hvis lægerne kan se på blodprøverne, hvordan behandlingen kan målrettes, så kan det få stor betydning for kvinderne.

- Man kan holde nedbrydningen af knoglen i skak, så man forhindrer smerter, og at man kan risikere, at brække knoglerne og miste sin mobilitet, siger Kent Søe.

Udover at dæmpe smerterne, vil en mere målrettet behandling også forhindre kræftcellerne i at vokse så hurtigt, forklarer overlæge og lægefaglig redaktør hos Kræftens bekæmpelse Jens Oluf Bruun Pedersen.

- Man kan derved få et langt bedre liv og leve længere. Så det er virkelig værd at gå efter, mener Jens Oluf Bruun Pedersen.

  • Print
  • Del artiklen: