Børnehave giver børnene mere indflydelse

I Kernehuset i Vejle bliver børnene interviewet, når de fylder fire, for at give dem mere indflydelse på deres egen hverdag.

Børnehavebørnene skal have mere indflydelse og medbestemmelse. Det er tanken i daginstitutionen Kernehuset i Vejle, og derfor bliver børnene inviteret til samtale med en pædagog, når de bliver fire år.

Resultatet af samtalerne kan allerede ses på det legetøj, der ligger på hylderne i daginstitutionen, fortæller en af de pædagoger, der står for at interviewe børnene.

- Sidste gang vi købte nyt legetøj, var der intet, der blev købt, uden at børnene har været med indover, fortæller Heidi Nygaard Knudsen, der, ved at interviewe børnene hver for sig, fik øjnene op for, at mange af drengene gerne ville have legetøj med Ninjago og Ninja Turtles.

At børnene kan få en større indflydelse på, hvad der skal ske i deres børnehave, er godt for deres udvikling, vurderer professor i udviklingspsykologi ved Århus Universitet, Dion Sommer.

- Medindflydelse er særdeles vigtigt for børnenes udvikling, og så ved vi også fra forskning, at noget af det, der udvikler sproget mest, er en-til-en samtaler mellem pædagogerne og børnene, siger Dion Sommer.

Hos pædagogernes fagforening, BUPL, anerkender de Kernehusets metode som en blandt mange andre, men de mener nu ikke, at der er en generel mangel på børns indflydelse i daginstitutionerne.

- Selvom der bliver arbejdet målrettet med det i denne institution, så skal vi jo huske på, at der er, og også skal være, børneinddragelse og medbestemmelse i hele tiden i alle dele af livet i et dagtilbud, siger Lasse Bjerg Jørgensen, faglig sekretær og medlem af BUPL's forretningsudvalg.

  • Print
  • Del artiklen: