Danske fængsler skifter navn: Slut med statsfængsel og arresthus

Fra 1. marts får alle danske fængsler et nyt navn, og samtidig bliver de delt ind i 24 institutioner.

1. marts er der ikke længere noget, der hedder et statsfængsel eller et arresthus i Danmark.

Kriminalforsorgen har nemlig besluttet at stryge ordene og omdøbe de danske fængsler. Samtidig skal alle fængsler høre under en af 24 institutioner.

På den måde kommer for eksempel Sønder Omme Statsfængsel til at hedde "Sønder Omme fængsel - i Institution Omme Å".

Det sker, fordi Kriminalforsorgen har været igennem en reorganisering og lagt 80 institutioner sammen til 24.

Anne Marie Heckscher er områdedirektør i Kriminalforsorgen Syddanmark, og hun forklarer, at det har været med i overvejelserne, at det kan vække undren i befolkningen, at ordet institution nu bruges om fængsler

- Vi bruger kun institutionsnavnet, når vi taler om alle tjenestesteder og matrikler, der er tilknyttet institutionen. Når vi taler om et enkelt fængsel, så siger vi delens navn for eksempel Sønder Omme Fængsel, siger hun.

Fængslerne opstod, da man i 1866 for første gang fik en samlet straffelov i Danmark.

Dengang var der to slags frihedsberøvelse. Forbedringshuse til unge eller førstegangsstraffede og tugthuse til gengangerne. De blev dengang kaldt straffeanstalter.

Siden har fængslerne ændret navn ved en kraftig revision af straffeloven i 1933. Her blev ordene ungdomsfængsel, arbejdshus og psykopatforvaring indført.

I 1973 blev disse særforanstaltninger stort set afskaffet, og mange fængsler kom til at hedde statsfængsel i stedet for.

  • Print
  • Del artiklen: