Døve vil have besked, når der er fare på færde

Branden på Fredericia Havn får nu døve til at melde sig til sms-tjeneste

Gå indendøre, luk vinduer og døre og søg informationer via DR eller TV2.

Sådan skal man gøre, når advarselssirenerne sættes i gang hos Beredskabsstyrelsen, som det var tilfældet, da storbranden på Fredericia Havn hærgede først i februar måned.

Men døve og hørehæmmede kan af gode grunde ikke høre sirenerne, og derfor har de mulighed for at blive varslet på sms.

Netop branden i Fredericia har nu fået væsentligt flere til at melde sig til sms-tjenesten.

-Sådan en sms kan jo i sidste ende være med til at redde liv, og derfor er det glædeligt at flere har meldt sig, siger Hjalte Måstrup, der er fuldmægtig i Beredskabsstyrelsen og til dagligt administrerer de sirener, der skal advare hørende.

Varslings-app på vej fra Beredskabsstyrelsen

I alt har 16 hørehæmmede på landsplan tilmeldt sig tjenesten efter branden, og det er langt flere end normalt, siger han.

Langt de fleste er fra Fredericia.

Hjalte Måstrup understreger, at sms-tjenesten kun er tiltænkt døve og hørehæmmede. Hørende får dog snart ekstra mulighed for varsling via en ny app fra Beredskabsstyrelsen.

  • Print
  • Del artiklen: