Facebook tvinger borgmester til at skifte navn

En tur til Peru har betydet, at Koldings borgmester Jørn Pedersen ikke længere hedder Jørn, men Jorn på Facebook.

Koldings borgmester Jørn Pedersen hedder ikke længere Jørn - men Jorn. I hvert fald på Facebook.

- Jeg har været en tur i Peru, hvor jeg lige pludselig blev blokeret af Facebook, der sagde, at de ikke kunne godkende navnet (Jørn, red.). Så måtte jeg skrive Jorn i stedet for, og det blev godkendt. Og nu kan jeg ikke få lov til at rette det tilbage igen, fortæller venstre-borgmesteren.

Social media-rådgiver Trine Maria Kristensen peger på, at brugernes identitet er vigtig for Facebook.

- De går meget op i at, vi er dem, som vi siger, vi er. De har fra starten gjort meget ud af, at brugerne skal bruge deres rigtige navn. Det er indbygget i deres DNA, siger hun.

Derfor kan man altså ikke bare ændre sit navn konstant. Trine Maria Kristensen desuden minder om, at vi altid skal læse det med småt, før vi siger ja til noget - også på Facebook.

Facebook holder fast i Jorn

Efter hjemkomsten fra Peru har Jørn Pedersen forsøgt at ændret sit navn tilbage, men det er ikke lykkes ham.

- Først skrev de, at der skulle gå 60 dage, inden man kunne ændre navn, og nu har jeg så fået at vide, at jeg har prøvet for mange gange. Så nu har jeg skrevet til Facebook, for jeg har et stort ønske om fortsat at hedde Jørn, og ikke Jorn, siger borgmesteren.

DR Trekanten har også prøvet at kontakte Facebook, men har heller ikke fået hul igennem.

  • Print
  • Del artiklen: