Fængslet med landets laveste sygefravær: Sådan har de har knækket fraværskoden

Kendskab til og respekt for hinanden er blandt årsagerne til, at Sdr. Omme Fængsel har nedbragt sygefraværet.

Statsfængslet i Sønder Omme har tilsyneladende knækket koden for, hvordan personalets sygefravær kan bringes ned. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Sdr. Omme Fængsel er det fængsel i Danmark, der har det laveste sygefravær.

Mens mange andre fængsler kæmper med et stigende antal sygedage, så går det modsat godt i det åbne fængsel i Sdr. Omme.

Her har de ansatte i gennemsnit 8,6 fraværsdage om året, mens gennemsnittet på landsplan er 23 fraværsdage i de andre åbne fængsler og 25 dage i de lukkede.

Sygefravær i fængsler

Så mange sygedage har de ansatte:

Lukkede fængsler

  • 2016: 21,8
  • 2017: 25,7

Åbne fængsler

  • 2016: 22,2
  • 2017: 23

Københavns fængsler

  • 2016: 22,1
  • 2017: 29,2

Arresthuse

  • 2016: 23,0
  • 2017: 28,3

Kilde: Kriminalforsorgen. 2017 er et foreløbigt tal

Der er flere forklaringer på det lavere fravær i Sdr. Omme, men ifølge tillidsrepræsentant Bettina Vikkelsø handler det overordnet om arbejdsglæde, og at der bliver arbejdet på både forholdet mellem de ansatte, forholdet til ledelsen og forholdet til de indsatte.

- Der er et personkendskab til de indsatte - og de indsatte har kendskab til os. Ikke sådan at vi er private, eller at de ved, hvad jeg laver, når jeg har fri. Men de kender mine grænser, og de tør godt at komme til mig, hvis de har det skidt, oplever Bettina Vikkelsø.

At forholdet er godt mellem de indsatte og de ansatte kan aflæses i, at der er få voldsepisoder i fængslet, og de indsattes talsmand Emrah Cetin genkender også billedet af det gode forhold.

- Jeg har siddet i mange forskellige fængsler. Så med det udgangspunkt er Sdr. Omme et af de steder, hvor betjentene har det rigtig godt med de indsatte. Når de præsenterer sig, så er de ikke så falske, som betjente kan være andre steder. Du kan mærke, at de mener det fra hjertet, oplever talsmanden.

Bettina Vikkelsø supplerer:

- Jeg behandler dem som mennesker, og jeg forventer også, at de respekterer mig, mine holdninger, og det jeg siger, fortæller hun.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på trekanten@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.