Fem år siden: Hvem vandt egentlig konflikten om Vejlegården?

Konflikten om Vejlegården var en sejr for den danske model og fagbevægelsen, mener arbejdsmarkedsforsker fem år efter blokaden startede.

Konflikten om restaurant Vejlegården begyndte for fem år siden, og i dag er der kun tabere tilbage, mener Amin Skov, der var forpagter af restauranten, da konflikten begyndte.

Det er arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet dog helt uenig i. Han mener, at der var tale om sejr til fagbevægelsen.

Amin Skov opsagde for fem år siden overenskomsten med 3F, og skrev i stedet under på en med Kristelig Fagbevægelse. Det fik 3F på barrikaderne, og der blev indledt en blokade mod Vejlegården.

Blokaden betød bl.a. at det var slut med at annoncere i den lokale avis, at Vejlegården selv måtte hente sin post, og at mange leverandører nægtede at levere varer til restauranten.

Fem år efter konflikten mener Amin Skov, at det blev en konflikt uden vindere.

- Hvis man ser på det store billede, så har der været delsejre til begge parter, men i bund og grund kun tabere. Tilbage står et lokale, der har været tomt i lang tid, siger Amin Skov.

Arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, Henning Jørgensen, mener derimod, at det var 3F, fagbevægelsen og den danske model, der vandt konflikten.

- De domme, der er faldet siden 1910, hvor vi fik det fagretslige system, er holdbare, og tolket ind i en større ramme. Fordi en enkeltperson (Amin Skov, red.) synes at nogle regler er forældede, så skal man ikke lave systemet om, siger Henning Jørgensen.

3F har ikke ønsket at medvirke.