Flere kvinder søger hjælp for voldtægter tilbage i tiden

Voldtægt sætter spor i årevis. Flere vælger at opsøge hjælp for gamle overgreb.

På tre år er antallet af henvendelser om voldtægter tilbage i tiden steget i Kolding, Aarhus og København. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

Flere kvinder søger hjælp for voldtægter eller seksuelle overgreb, der ligger tilbage i tiden.

Det viser tal fra Center for Voldtægtsofre på Kolding Sygehus. Her er der fra 2013 til 2016 sket en firedobling i antallet af ikke-akutte henvendelser.

Tendensen er den samme på Center for Voldtægtsofre på Aarhus Universitetshospital, hvor stigningen er på 47 procent og på Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet i København har 58 procent flere henvendt sig.

Antal ikke-akutte henvendelser

Center for Voldtægtsofre på Kolding Sygehus:

2014: 10

2016: 43

Center for Seksuelle Overgreb Rigshospitalet København:

2014: 43

2016: 68

Center for Voldtægtsofte i Aarhus:

2014: 63

2016: 93


Stigningen skyldes, at man før 2014 skulle henvende sig indenfor en vis tidsgrænse efter et overgreb for at få hjælp, men i 2014 blev den grænse fjernet.

I Kolding betyder de mange henvendelser, at ventetiden på hjælp er på ni måneder, medmindre man lige har været oversat for et overgreb.

Det ærgrer Annemette Lykkebo, overlæge på Center for voldtægtsofre.

- Det kræver meget at henvende sig, når man har båret rundt på sådan en byrde længe. Når man så oven i købet skal vente ni måneder, på hjælp, så virker det helt urimeligt, siger hun.

Mange vil helst bare glemme

Kvinder, der bliver udsat for voldtægt, er i chok og har svært ved at tænke klart. Og det er en del af forklaringen på, at mange ikke henvender sig umiddelbart efter at overgrebet, forklarer psykolog Magnolia Sommer fra Center for Voldtægtsofre på Kolding Sygehus.

- Mange tænker, at 'den her klarer jeg selv, og jo færre jeg taler med, des hurtigere forsvinder det.' De vil bare gerne glemme hændelsen hurtigst muligt, siger hun.

Men forsøget på at glemme kan være en uheldig og kortsigtet strategi.

- Små film fra overgrebet kan dukke op i hovedet i måneder og år efter, hukommelse, humør og koncentrationsevne er påvirket, og nogle undgår sex med kæresten eller det at gå ud alene om aftenen. Man er påvirket længe efter, siger Magnolia Sommer.

Overlæge på Center for Voldtægtsofre i Kolding, Annemette Lykkebo ville gerne kunne tilbyde kvinderne en samtale hos psykolog inden for en måned efter, at de har henvendt sig.

Ifølge centeret vil det koste Region Syddanmark cirka 200.000 kroner årligt at fordoble antallet af psykologtimer fra 15 til 30 timer om ugen og dermed fjerne ventetiden for behandling af voldtægtsofre.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på trekanten@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.