Flygtninge integreres i landbruget

Flere landmænd er begyndt invitere flygtninge indenfor på gården som praktikanter.

Når der skal muges ud eller høet skal flyttes, så er det lige meget om personen, der gør det hedder Ahmed eller Anders. Derfor ser flere landmænd et potentiale i at have flygtninge i praktik. En af dem er Carsten Juhl Thomsen, der har en gård nær Egtved.

- Det betyder meget. Vi får gjort nogle ting, som vi gerne ville gøre, men som vi mangler hænder til, siger Carsten Juhl Thomsen.

Han har lige nu Dara Alyosef i praktik. Som flygtning er han glad for at have noget at stå op til.

- Jeg er kommet til Danmark, og jeg vil gerne have meget arbejde, siger Dara Alyosef.

Det er Kolding Herreds Landbrugsforening, der hjulpet ham i praktik, men det er langt fra kun omkring Kolding, at landbruget ser potentiale hos flygtninge.

- Jeg tror bestemt, at der er nogle at vores medlemmer, som både vil og kan have gavn af at have en flygtning i praktik, siger Nis Hjort, der er formand i Vejle Fredericia Landbrugsforening.

Foreningen havde generalforsamling i mandags, og her blev der diskuteret flygtninge i praktik i landbruget. Nis Hjort tror, at flygtningene kan lære meget på en gård.

- Vi har altid behov for, at der er nogle, der kan hjælpe med småopgaver, siger han.

Det er hans opfattelse, at flygtninge kan lære meget på en gård, hvor man arbejder tæt sammen.

- Det vil kunne give noget til en flygtning, der skal lære noget sprog og kultur, siger Nis Hjort.

  • Print
  • Del artiklen: