Fodbold gør unge mænd klar til uddannelse

Boldspillet giver både bedre kondition og lyst til uddannelse og skole

Et nyt fodboldprojekt skal være med til at gøre unge i Vejle klar til en ungdomsuddannelse.

Lige nu er cirka 27 procent af de unge i Vejles 8. klasser ikke modne nok til at begynde på en egentligt uddannelse, men det håber kommunen, at boldspil kan være med til at lave om på.

Det er på Vejle Boldklubs baner og med hjælp af klubbens spillere, at de unge fra 8. klasse kan modnes ved at mødes til fodbold to gange om ugen, inden de skal i skole.

Vejle Boldklub viser vejen

Nøglen er rollemodeller og fællesskab, siger Kjeld Petersen fra Ungdommens Uddannelsesvejledning.

- For det første er der nogle rollemodeller i Vejle Boldklub, som de unge kan spejle sig i. For det andet lærer de unge at være del af et fællesskab, hvor der skal være disciplin, mener han.

Drengene kommer blandt andet fra Nova-skolen og Vejle Midtbyskole, og de træner i Vejle Boldklub to gange om ugen.

-Når man mødes om morgenen, siger man godmorgen, man giver hånd, og man signalerer, at tingene er i orden. Den disciplin kan de unge lære noget af, siger Kjeld Petersen.

  • Print
  • Del artiklen: