- Jeg tager det såmænd meget roligt. Jeg har alderen og erfaringen til at kunne bære det, lyder 79-årige Olaf Haahrs svar på, hvordan han egentlig har det med at have mistet sin formue.

Det er et spørgsmål om tid, før den tidligere oliemillionær skal forlade sit hus i Bredballe med udsigt over Vejle Fjord.

Forud for den tvungne beslutning ligger en lang karriere i benzinbranchen blandt andet som ejer af Haahr-tankstationerne. En karriere, der nu er endt i personlig konkurs.

Cobra-malerierne og hans samling af legetøj, som er blevet er betegnet som én af Europas fineste, skal sælges. Det samme skal hans biler og øvrige ejendomme, men alligevel står kreditorerne ifølge Dagbladet Børsen til at tabe 23 millioner kroner.

Haahr Benzin
  • ​Olaf Haahr stiftede Haahr Benzin i 1960 som O.Haahrs Olieforretning.
  • Han lejede en tankvogn og fik en kontrakt med Esso om at sælge olieprodukter i og omkring Vejle.
  • Senere åbnede Haahr Benzin tankstationer over det meste af landet.
  • Frem til 2015 var Haahr Benzin det eneste privatejede olie- og benzinselskab i Danmark.
  • I maj 2015 solgte Olaf Haahr sine tankstationer til et tysk selskab.

Kilde: Wikipedia, Haahr Benzins hjemmeside

Huset i Bredballe hedder Eos, der betyder morgenrøde på græsk, men solen er gået ned over Haahrs økonomi, der har modtaget den sidste olie.

- Når børnene er på kostskole, på efterskole og flytter hjemmefra, så er huset for stort for mig. Den æra er sgu forbi. Der findes jo plejehjem. Det kan andre være på, og det kan jeg nok også, siger Olaf Haahr.

Olaf er modsætningernes mand

Han var i mange år erklæret ungkarl, men blev gift som 59-årig i 1997. Ægteskabet varede i otte år og berigede Olaf Haahr med tre børn.

Modsætningen mellem at være erklæret ungkarl og alligevel ende som familiemenneske med tre børn er kun ét af en lang række modsætningsforhold, der tegner et flertydigt billede af Olaf Haahr.

Han elsker England og klæder sig som en engelsk aristokrat. Men det var olie fra Østblokken, der gjorde ham velhavende frem til kommunismens fald i 1989.

Han kan være beleven som en gentleman og er helst ”Des” med andre. Men han er også fræk som en anarkist.

Hans værdier er nationalkonservative, men Haahr var manden, der sikrede Vejles SF-borgmester Flemming Christensen genvalg.

3K 1Haahr.mp4

Olaf Haahr indledte en sand priskrig på benzin i Vejle. Indslaget er fra 11. marts 1970.

Haahr var en ung oprører

Olaf Haahr viste tidligt sin anarkisme.

Hans far var fast besluttet på, at sønnen skulle være akademiker, men Olaf Haahr var skoletræt og havde svært ved at se formålet.

"I 2014 og 2015 tabte Olaf Haahr i alt 76 millioner kroner."

Derfor besluttede han sig for at svare forkert på opgaverne til mellemskolen. Men da han så, hvor lette opgaverne var, besluttede han sig i stedet for at aflevere blankt. Han meddelte derpå sin far, at han ikke havde lavet nogen fejl i opgaverne.

Det oprør mod faren førte Olaf Haahr på kostskole som 11-årig, og han gik der, til han var 16 år.

Derefter kom han i lære i Århus Kulkompagni, hvor han viste sine første evner for forretning.

Samtidig havde han sine egne idéer om ledelse og forretninger, som han ikke tøvede med at bringe videre til selskabets direktør, der på et tidspunkt fik nok:

- For fanden, hvis du er så dygtig, hvorfor starter du så ikke for dig selv? udbrød direktøren, og på den måde blev Olaf Haahr i 1960 selvstændig med sin første olieforretning.

Tjente penge på kommunistisk olie

I 1965 begyndte han selv at importere olie, og snart efter kom der en henvendelse fra Sovjetunionen, der ikke ville handle med store multinationale selskaber, men gerne med Olaf Haahr, og dermed blev kommunisterne leverandør af billig olie til Haahr.

Derefter gik det slag i slag med opbygningen af egne benzinstationer, der konsekvent var billigere end de store spillere på markedet til glæde for forbrugerne.

3K 2Haahr.mp4

Under storkonflikten i 1998 stoppede de fleste transportarbejdere med at køre benzin ud til tankstationerne, men Haahr Benzin var leveringsdygtig under hele konflikten.

Fik genvalgt borgmester og blev selv viceborgmester

På trods af sine nationalkonservative værdier – Olaf Haahr er indædt EU-modstander og fejrede i juni 2016 Englands exit af unionen ved at flage med Union Jack – var benzinkongen manden, der sikrede Vejles SF-borgmester Flemming Christensen fire år ekstra som borgmester.

Ved valget i 2001 havde Venstre, Socialdemokratiet og De Konservative bebudet, at de ikke ville støtte SF-borgmesteren.

Haahr havde dog et glimrende forhold til Flemming Christensen, som han lærte at kende først i 1990’erne, da Flemming Christensen var formand for Vejle Havn.

3K 3Haahr.mp4

Så op til kommunalvalget stiftede Olaf Haahr Vejle Listen med det erklærede formål at få Flemming Christensen genvalgt.

Det lykkedes, og samtidig blev Olaf Haahr byens viceborgmester.

Lavede uventet comeback

Mange havde troet, at Olaf Haahr ville lade sig pensionere, da han i 2004 solgte sine tankstationer til Statoil for et ukendt millionbeløb.

Men i 2007 gjorde Haahr et uventet comeback, da han begyndte at åbne ubemandede tankstationer.

Et comeback, der blandt andet var finansieret af EBH Bank. Haahr havde til gengæld for lånekapitalen købt EBH-aktier, og derfor blev Haahr ramt på pengepungen, da banken krakkede.

Samtidig blev Haahr som den eneste dømt for kursmanipulation i kølvandet på EBH Banks krak.

Dommen lød på 60 dages betinget fængsel og en bøde på 10.000 kroner. En dom, Haahr fandt helt forkert og urimelig, men som han efter eget udsagn ikke orkede at anke.

Siden børnene blev født, har de altid fået beløb af en rimelig størrelsesorden, fordi jeg har den alder, jeg har i forhold til at få børn. Så de har, så de kan klare sig selv.

Olaf Haahr

Børnene og helbredet

I marts 2015 solgte Haahr sine 43 ubemandede benzinstationer.

Salget forgyldte ham ikke, og han havde i årene op til salget haft svært ved at få en rentabel forretning ud af sin investering.

I 2014 og 2015 tabte Olaf Haahr i alt 76 millioner kroner.

Samtidig var hans ejendomme hårdt belånt, og i maj 2016 blev Olaf Haahr sendt i betalingsstandsning.

Formålet var at skaffe penge til kreditorerne: Spar Nord Bank, Den Jyske Sparekasse, Banknordik og Middelfart Sparekasse samt Realkredit Danmark.

Betalingsstandsningen førte ikke til det ønskede resultat, og 24. januar 2017 gik Olaf Haahr personligt konkurs.

Mens hans egen formue er tabt, vurderer Olaf Haahr, at hans tre teenagebørn kan klare sig økonomisk.

- Siden børnene blev født, har de altid fået beløb af en rimelig størrelsesorden, fordi jeg har den alder, jeg har i forhold til at få børn. Så de har, så de kan klare sig selv, siger han:

- Det er det vigtigste for mig. Og så er helbredet selvfølgelig det vigtigste. Jeg vil gerne være her nogle år endnu for at være sammen med børnene.

Blå Bog Olaf Haahr

  • Født 1937.
  • Åbnede Haahr Benzin i 1960.
  • Viceborgmester i Vejle i 2001 efter at have stiftet sin egen borgerlige liste.
  • Gift som 59-årig og skilt otte år efter.
  • Har tre teenagebørn.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på trekanten@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.