Fredericia vil være noget for nørderne

Fredericia er den første kommune, hvor alle grundskoler er med i det såkaldte Science Talent-program.

Frederik Pedersen er et af de naturvidenskabelige talenter i Fredericia. (Foto: Poul Sørensen © (c) DR)

Det er helt i orden være lidt nørdet i Fredericia Kommune. Samtlige folkeskoler i kommunen har nu et tilbud til elever med særlige talenter indenfor naturvidenskab.

Som den første kommune har Fredericia fået alle grundskoler certificerede til det såkaldte Science Talenter-program.

Science Talenter er den nationale talentpleje i naturvidenskab, som har til huse ved Sorø Akademi.

For at blive certificeret som Science Talenter skal skolerne blandt andet uddanne lærere til at arbejde med talentudvikling og sætte gang i særlige talent-aktiviteter.

En af de lærere, der nu er uddannet i talentudvikling, er Maybritt Eliasson Larsen fra Erritsø Fællesskole.

Hun glæder sig til at styrke indsatsen over for særligt talentfulde elever.

- Jeg tror, at det er rigtigt godt for folkeskolerne, at vi kan få den gode historie frem om, at folkeskolen gør meget for de dygtige elever, siger hun.

Frederik Pedersen, der går i 9. klasse, er en af de talentfulde elever, og hans interesse for naturfag startede tidligt. Han er allerede fortrolig med skolens 3D-printer.

- Når jeg sætter mig noget i hovedet, så vil jeg rigtig gerne vide, hvordan det virker. Jeg bruger rigtig lang tid på at se Youtube-videoer, så jeg kan finde ud af, hvordan tingene virker, fortæller han.

Talentchef i Astra, der står bag det nationale talentprogram, Nynne Afzelius, er rigtigt glad for, at alle skolerne i Fredericia Kommune er blevet certificerede.

- Det er fantastisk, at vi har den første kommune, hvor alle skoler er certificerede, mener hun.

Da talent-programmet blev søsat i december 2016, var der ni skoler med certifikat.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på trekanten@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.