Håndbold: Topklub døjer med dårlig økonomi

Top-håndbold er ikke ensbetydende med top-økonomi. KIF Kolding København kæmper for at skaffe penge nok.

Økonomien hos de danske elitehåndboldklubber halter, og i mesterklubben KIF Kolding København må den lige nu støtte sig til krykker.

Klubben ligger i bunden af listen over klubbernes årsregnskaber med et underskud på 1,6 millioner kroner, og det er på trods af, at klubben ekstraordinært har fået tilført fem millioner kroner.

Men der er ingen grundt at frygte, at klubben lukker. For selvom mange kører med store underskud, betyder det sjældent, at de må dreje nøglen om, fortæller Rasmus Storm, Analyse- og Forskningsleder på Idrættens Analyseinstitut.

- Det skyldes, at de ofte har mange lokale interessenter, for eksempel sponsorer, der er villige til at bakke klubberne op, selv om de er i relativt store problemer. Så de har typisk en meget høj overlevelseskraft, siger Rasmus Storm.

Flere af klubberne kommer år efter år ud med røde tal på regnskaberne, men det er, fordi den sportslige succes hænger meget sammen med, hvor store stjerner der er på holdene.

- Det er en økonomi, som er meget svær at få til at hænge sammen, fordi der er nogle særlige branchevilkår. Der er en meget store grad af konkurrence, og samtidig en klar sammenhæng mellem det man bruger på spillere, og det man vinder, siger Rasmus Storm.

Sidste år havde KIF Kolding København et på underskud 6,2 millioner kroner.

  • Print
  • Del artiklen: