Hospitalsklovne forvist fra teater

Det er slut med velgørenhed på Kolding Teater. Det rammer hospitalsklovnenes støttekoncerter.

Smilet på hospitalsklovnenes læber i Kolding er falmet, fordi kommunen ikke længere vil hjælpe dem med at samle penge ind.

I flere år har Hospitalsklovnene arrangeret velgørenhedskoncerter på Kolding Teater, fordi kommunen kunne stille scenen til rådighed ganske gratis.

Men i år har de fået afslag, og det undrer Geert Madsen, der er bestyrelsesformand for Hospitalsklovnene.

- Jeg er noget overrasket over, at det ikke er muligt at låne Kolding Teater gratis, når det er til velgørende formål, siger Geert Madsen.

Men ifølge kulturudvalgets formand Jesper Elkjær (RV), så er det slut med at støtte velgørenhedsorganisationer gennem kulturen i Kolding.

Han har fra forvaltningen fået at vide, at det strider mod, hvad en kommune kan.

- Principielt og lovgivningsmæssigt så må vi som Kulturudvalg ikke gå ind og støtte velgørenhedsarrangementer, siger Jesper Elkjær.

På trods af at Kolding Kommune vurderer, at det er ulovligt, så er der andre kommuner, der vurderer anderledes.

I Odense Kommune kan man for eksempel stadig låne koncertsale gratis til velgørenhedskoncerter, og i dag skal sagen diskuteres i kulturudvalget i Kolding.

  • Print
  • Del artiklen: