Hunde med flade næser ender ofte på operationsbordet: I dag mødes dyrlæger for at diskutere løsninger

Dyrlæger fra hele verden diskuterer i dag, hvordan dyr kan få et godt liv uden problemer med helbredet.

Maddie er en sund, fransk bulldog, der ikke har problemer med at trække vejret. Hun er avlet af Miriam Petersen, som understreger at kæledyr skal avles korrekt for at få en glad og sund hund. (Foto: Annette Jespersen DR Trekanten)

Små, søde hunde med flade næser er populære hos danskerne.

Det er hunde som fransk bulldog, mops og pekingeser.

Men mange af de små hunde lider under, at de er avlet med helt flade næser. De har for snævre næsebor, en blød gane og forsnævring i luftrøret.

De hunderacer er til debat, når 2.300 dyrlæger fra hele verden i dag mødes i Bella Centret blandt andet for at diskutere, hvad de kan gøre for de fladsnudede hunde.

Ofte ender de nemlig på operationsbordet, fortæller dyrlæge Simon Grove fra Vejle Dyrehospital.

- Vi åbner næsen og afkorter den bløde gane, så der bliver frie luftveje ned til luftrøret og lungerne, fortæller han.

Ud over at hjælpe den enkelte hund, så interesserer Simon Grove sig også for hele racens udvikling.

- I det øjeblik vi står med en hund, som har så dårlige luftveje, at operation er nødvendig, så fraråder vi, at den indgår i avlen fremadrettet, siger Simon Grove.

Miriam Petersen avler blandt andet franske bulldog på Kennel Hvalpely ved Vejle. Hun er enig i, at det handler om at avle på de sunde hunde.

- Hvis racen er avlet korrekt, så har man en glad og sund og sjov hund, der sagtens kan løbe ti kilometer, som ikke lider under det, siger hun.

Hun peger på, at 80 procent af danske franske bulldog er avlet uden stamtavle altså uden nogen former for kontrol eller restriktioner.

- Når hunde kommer på mode, så er der altid nogen, som tænker, at her er hurtig profit, siger Miriam Petersen.

Hun opfordrer også til, at køberne er kritiske, når de vælger deres hund.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på trekanten@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.