Ingen personfølsomme oplysninger i lækket havnerapport

En hidtil hemmeligholdt rapport om forholdene på Vejle Havn indeholder ikke oplysninger om de ansatte, der udtaler sig til den, siger Vejle Kommunes jurister

Sagen om Vejle Havn startede i januar 2016. Politiet ransagede flere politikeres hjem, i forbindelse med beskyldninger om mandatsvig, skattesvig og brug af Vejle Havns midler til private formål. (Foto: Peter Frandsen Siggaard © (c) DR))

Flere politianmeldelser og forargede politikere.

Sådan har reaktionen været på, at DR P4 Trekanten fredag valgte at citere fra en medarbejder-rapport om Vejle Havn. I rapporten, som havnen har været holdt hemmelig i ca. 2 år, peger medarbejderne på, at det er havnens bestyrelse og den tidligere havnechef, der har ansvar for skandalen om misbrug af midler og mandat- og skattesvig. En sag, der startede i januar 2016.

Vejles borgmester Jens Ejner Christensen fra Venstre og Dansk Folkepartis gruppeformand, Folmer Kristensen er forargede på medarbejdernes vegne og gav forleden udtryk for forargelsen i Vejle Amts Folkeblad.

"De forurettede er de stakkels mennesker på Vejle Havn, som der bliver viderebragt personlige oplysninger om, og som bliver udstillet", sagde Jens Ejner Christensen til avisen.

Men borgmesteren behøver ikke bekymre sig for de ansatte i anledning af medarbejder-rapporten.

Kommunens egne jurister har nemlig tidligere slået fast, at der ikke er personfølsomme oplysninger i den rapport, som DR Trekanten er i besiddelse af.

Det fortæller Torben Elsig-Pedersen, der repræsenterer De Radikale i havnebestyrelsen:

- Kommunens personalejuridiske konsulenter gjorde klart, at der ikke er følsomme oplysninger i rapporten. Derfor synes jeg allerede fra starten, at rapporten skulle offentliggøres, siger han.

Byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Vejle, Martin Sikær, undrer sig over at personalet på Vejle Havn skulle kunne blive stødt over elementer i den rapport, de selv har medvirket til for to år siden.

- Rapporten er jo lavet på baggrund af høring blandt medarbejderne, og hvis de har haft indsigelser mod rapportens indhold, så har de vel gjort opmærksom på det, siger han.

Den holdning deler Dansk Folkepartis gruppeformand Folmer Kristensen ikke. Han var i to måneder formand for Vejle Havn, netop på det tidspunkt, hvor havnen modtog medarbejder-rapporten

- Personalets besyv må være en sag mellem arbejdsgiver og arbejdstager på Vejle Havn. Det kan aldrig blive en offentlig ting, siger min jyske fornuft mig, siger Folmer Kristensen.

P4 Trekanten arbejder på at få en kommentar fra borgmester Jens Ejner Christensen.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på trekanten@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.