Kommune har nærmest droppet rottegift

2.300 kilo rottegift er blevet reduceret til 165 kilo i Kolding Kommune.

Det er ikke længere gift, der tager livet af rotterne i Kolding Kommune. (© AP Graphics)

I Kolding ofrer kommunen millioner af kroner på at bruge mindre rottegift. Og indsatsen virker.

For to år siden brugte kommunen 2,3 tons rottegift på et halvt år, mens der i år kun er brugt 165 kilo.

Det er godt nyt for ugler, musvåger og hunde, der ellers bliver forgiftet, hvis de bider i en rotte, der har fået gift.

Men det koster også halvanden million kroner mere hvert år. For det tager mere tid at forebygge og sætte fælder op, fortæller Ole Stokholm Lauridsen, der er afdelingsleder i by- og udviklingsforvaltningen.

- Konsulenterne bruger en masse tid på at snakke med dem, der har anmeldt rotterne. Det handler meget om at vedligeholde sin bolig, så man ikke skaber redepladser og giver dem adgang til mad, siger han.

Udover rådgivningen, bliver der også sat flere fælder op i stedet for gift. Her bliver der typisk brugt almindelige smækfælder, men kommunen er også begyndt at bruge en ny slags fælder, der hedder Goodnature.

- Den består af en boks, hvor der oppe i et kammer er noget duftstof, som rotterne synes godt om. I det øjeblik, at de stikker snuden frem, så kommer der et stempel ud, og smadrer kraniet på dem, fortæller Ole Stokholm Lauridsen.

Det dør rotten af, og når den falder ud af kammeret ligger der en lækkerbisken til en kat, en ræv eller en rovfugl.