Kommune hjalp Simon direkte ind fra gaden: Nu starter jeg på HF

Misbrugere og psykisk syge i Fredericia Kommune har fået kortere vej til hjælp.

Simon Sejr har haft stor gavn af deltage i gruppesamtaler. (Foto: Toke Gripping)

Når handicappede, misbrugere og psykisk syge har brug for hjælp i Fredericia Kommune, har de fået deres "egen" dør at banke på.

Og bag døren er der hurtigere hjælp at hente.

Siden 2016, hvor projektet "Din indgang" startede, har udsatte, der har brug for en håndsrækning, kunnet komme direkte ind fra gaden, udenom en sagsbehandler, og gå i behandling med det samme.

- Jeg starter på uddannelse efter sommerferien. Det kunne jeg ikke have overskuet, hvis jeg ikke var kommet her og havde fået bearbejdet de ting, jeg har kæmpet med, siger Simon Sejr, der er en af de borgere, der har benyttet sig af tilbudet.

Simon Sejr havde gennemgået en svær tid med flere dødsfald i sin omgangskreds og var undervejs blevet hjemløs.

Han har især haft glæde af at komme og få bearbejdet sine psykiske problemer ved at deltage i gruppesamtaler med andre sårbare og udsatte.

Kommunen tager udgangspunkt i den motivation, den enkelte har for at skabe forandring i sit liv.

- Vi lader brugerne styre forløbet, siger socialpædagog Mette Wulff, der til dagligt arbejder i tilbuddet.

Med projektet er det meningen, at alle med store som små behov kan komme, fortæller hun.

- Det kan være alt fra en, der har brug for støtte til at søge en bolig eller læse sine breve i e-boks, til folk med social angst - folk der isolerer sig, eller fysisk handicappede, der har svært ved at mestre deres liv, siger hun.

Om projektet "Din indgang"

  • 151 personer har indtil videre fået hjælp gennem projektet.
  • 80 har afsluttet forløbet.
  • 7 har haft behov for yderligere pædagogisk støtte gennem kommunen.
  • Ideen bag projektet er udviklet med hjælp fra pårørende, kommunens egne medarbejdere og borgere i kommunen.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på trekanten@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.