Kommune lokker børnefamilier: Her får I gratis bleer

I Hedensted er der luft i kommunens økonomi. Derfor får børn i dagpleje fremover gratis bleer.

Det er dyrt at have børn, men nu bliver det en smule billigere. I hvert fald for dem, der har små børn i den kommunale dagpleje i Hedensted Kommune.

Kommunen indfører nemlig en ny ordning, der betyder at børn i dagplejen fremover bliver skiftet med bleer, som er indkøbt og betalt af kommunen.

Initiativet kommer, fordi kommunen har penge på kistebunden. Fra Hedensted lyder det, at det er "en række fornuftige langtidsinvesteringer i dagplejen, der har givet så meget luft i økonomien, at kommunen nu indfører de gratis bleer. "

Gør dagplejen mere attraktiv

Ole Vind (V), der er formand for Udvalget for Læring i kommunen, glæder sig over det nye tiltag.

- Vi håber, at forældrene vil tage godt imod den nye ordning. En ordning, der i øvrigt vil støtte den lokale detailhandel, idet bleerne købes i dagplejerens lokale butik. Vi er selv overbeviste om, at de gratis bleer vil gøre dagplejen endnu mere attraktiv, både for nuværende og kommende forældre, siger han.

Ordningen træder i kraft senest i ugen efter vinterferien. Den gælder også i gæstedagplejen.

  • Print
  • Del artiklen: