Kræftpatient: Samme læge giver mere tryghed

Hvis du som alvorligt syg har en fast læge på sygehuset, giver det langt mere tryghed og tillid mellem læge og patient.

Annelise Hansen fra Daugaard har lungekræft, og har Christa Nyhus som fast læge på kræftafdelingen på Sygehus Lillebælt i Vejle. (Foto: Charlotte Dahl © Sygehus Lillebælt)

Når man kun møder én læge, når man er alvorligt syg, giver det et langt tryggere forløb på sygehuset, og der bliver mere tillid mellem patient og læge.

Der er erfaringen fra et pilotprojekt på kræftafdelingen Sygehus Lillebælt i Vejle, som nu skal udbredes til resten af sygehusets afdelinger.

I denne uge udkom den årlige undersøgelse af patienternes tilfredshed, og her er kontakten mellem patient og læge et af temaerne. I undersøgelsen giver talrige patienter udtryk for frustration over, at de møder et hav af læger, når de er i kontakt med sygehuset.

Annelise Hansen har lungekræft, og hun er glad for, at hun nu har fået en fast læge tilknyttet - nemlig overlæge Christa Nyhus på Sygehus Lillebælt.

- Det har givet en stor tryghed. Vi har stor tillid til Christa. Hun forstår mig, og det er meget nemt for mig, Jeg er så tæt på, at jeg aldrig spekulerer på, om jeg kan spørge om noget. Jeg spørger bare, fortæller Annelise Hansen.

Det er ikke kun patienterne, der er glade for ordningen med en patientansvarlig læge. Christa Nyhus fortæller, at hun er kommet tættere på patienterne.

- Der er nogle af patienterne, som man kommer til at holde af, så man kan sagtens blive påvirket af at skulle give en dårlig besked. Så kan man godt være lidt tung om hjertet, når man går hjem fra arbejde, siger hun.