Lærerne tager hjem: Forældre overtager nattetjans på lejrskoler

På flere skoler bliver lejrskolen ikke til noget, hvis ikke forældrene overtager eleverne om natten.

Når børn tager på lejrskole, så bliver lærerne ind i mellem sparet væk om natten, og så klarer forældrene opgaven. (Foto: Kongeskærskolen © DR Bornholm)

Forældre bliver bedt om at træde til ved deres børns lejrskoler. Lejrskoler med overnatning kan ikke blive til noget, hvis forældre ikke bidrager med fritid, arbejdskraft og penge.

Den væsentligste grund er lærernes nye arbejdstidsaftale, hvor lærerne skal have tillæg, hvis de skal arbejde efter kl. 17. De penge vil stadig færre folkeskoler betale.

- Udviklingen er gået mere i retning af, at ved nogle besøg må lærerne ikke deltage i selve overnatningen, siger Jan Ipsen fra Jernalderlandsbyen i Vingsted, der tilbyder skoleklasser at leve som i jernalderen i op til tre døgn.

For nylig var hele femte årgang fra Kirkebakkeskolen i Vejle tre dage i jernalderen i Vingsted. Her bidrog 18 forældre ved at være ved børnene i aften- og nattetimerne, når lærerne var taget hjem sidst på eftermiddagen.

- Det, at så mange forældre havde mulighed for at bakke op om den her tur, var jo altafgørende, siger Tina Palmelund Harrit, der som mor deltog alle tre dage.

Hun synes ikke, det er optimalt, at lærerne ikke kan deltage, men skal børnene på lejrskole, så er det eneste mulighed.

- Vi vil jo have generationer, der ikke får mulighed for at komme på lejrskole, med mindre vi prøver at hjælpe hinanden til, at det kan lykkes, siger hun.

Formanden for Kolding Lærerkreds Anders Pedersen mener, at udviklingen er et skråplan.

- Laver skolen et arrangement med undervisning og overnatning, så er overnatning og det sociale samvær også en del af klassens liv. Det er vigtigt, at det er læreren, der er der, og at børnene ikke skal vænne sig til andre voksne i den forbindelse, mener han.

Formanden for foreningen Skole og Forældre, Mette With Hagensen, oplever også, at forældre i stigende omfang bliver bedt om at træde til ved lejrskoler.

Ifølge hende skydes det, at skolernes økonomi er trængt. Forældrene kan både blive bedt om at være på lejrskolen om natten, men også om at smøre et par ekstra madpakker, så det kan holdes uden for budgettet, fortæller hun.

- Jeg synes, at det er en kedelig udvikling, fordi det handler om, at skolernes økonomi er trængt, siger hun.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på trekanten@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.