Lange ventelister over hele landet: Henny må vente to år på sit høreapparat

Flere stedet i landet må hørehæmmede vente mellem et og to år på at få et høreapparat på en offentlig klinik.

Henny Jørgensen må vente til november 2019 på at få et høreapparat. (Foto: Michaela Thulesen)

- Jeg tænkte, nej hvor er det dejligt, så kort tid jeg skal vente. Allerede 5. november. Fantastisk. Så kiggede min mand på kalenderen: - Det er en søndag. Hov, det er ikke engang næste år, det er 2019.

Sådan beskriver Henny Jørgensen fra Vejle episoden, da hun for nylig fik en indkaldelse til høreklinikken på Vejle Sygehus.

Ventetiden på at få et høreapparat gennem en offentlig høreklinik er nemlig lige nu to år og to måneder i trekantområdet - en fordobling siden sidste år. De lange ventetider er langt fra et særsyn.

I Odense må folk med nedsat hørelse lige nu vente længst. Her må de væbne sig med tålmodighed i to år og fire måneder, mens man i byer som Slagelse, Køge, Esbjerg og Aarhus må vente omkring godt et år.

I 2013 trådte en ny lov i kraft på området. Ansvaret gik fra kommunerne til regionerne, og samtidig blev tilskuddet til høreapparater sænket væsentligt. Siden da er ventetiden steget på 12 ud af 14 sygehuse.

Høreapparater: Her er ventetiden længst

1. Odense Universitetshospital - 121 uger

2. Vejle Sygehus - 111 uger

3. Slagelse Sygehus - 75 uger

Kilde: venteinfo.dk

Ifølge Majbritt Garbul Tobberup, der er landsformand i Høreforeningen, kan tiden uden et høreapparat have store konsekvenser for de hørehæmmede, som har en forhøjet risiko for eksempelvis stress og depression.

- Ventetiderne er steget og steget og er fuldkommen uacceptabel høje nu, siger hun.

Alle danskere, der er ramt af sygdom, er omfattet af behandlingsgarantien. Det betyder, at man er garanteret behandling inden for en måned, men det gælder ikke høreapparatbehandling.

Hun efterlyser derfor behandlingsgaranti på området på lige fod med resten af det danske sundhedsvæsen.

Folk med hørenedsættelse kan dog vælge at tage et offentligt tilskud på knap 6500 kroner med til private høreklinikker, men det tilbud er slet ikke tilfredsstillende, mener Høreforeningen.

- 85 procent af dem, der går til en privat, ender med en egenbetaling. Det er altså fra et par tusinde kroner helt op til 25.000-30.000 kroner i egenbetaling, og det er der rigtig mange mennesker, der ikke har råd til, siger hun.

Region er opmærksom på problemet

Poul-Erik Svendsen (S), formand for sundhedsudvalget i Region Syddanmark, så også gerne en behandlingsgaranti på området.

- Det er jo en besynderlig ting, at sådan en funktionsnedsættelse ikke hører under garantien, siger han.

Han medgiver samtidig, at situationen med lange ventetider ikke er holdbar.

Han påpeger, at regionen allerede har sat ting i værk, og han lover en yderligere indsats, hvis situationen ikke er bedret til nytår.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på trekanten@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.