Ny metode skal fjerne mikroplast fra spildevand

Mikroplast forurener naturen. Nu forsøger rensningsanlægget i Vejle at fjerne det.

Mikroplast er et stort miljøproblem, og nu forsøger rensningsanlægget i Vejle, at få det ud af spildevandet med en ny type filter.

Miljøminister Eva Kjer Hansen følger forsøget.

- Det vil jo vise, om det kan lade sig gøre at rense mikroplasten ud, så den ikke ender i naturen, siger hun.

Claus Kristensen er chef for renseanlægget hos Vejle Spildevand. Han siger, at der er en reel bekymring for, om mikroplasten havner i fødekæden og til sidst i os selv.

Den bekymring deler Eva Kjer Hansen.

- Vi har ingen interesse i, at den her type plast havner i naturen, siger hun.

Hos Non Profit-organisationen Plastic Change, mener Henrik Beha Pedersen, at det bedste er at undgå at bruge mikroplast.

- Plastic Change savner, at den danske regering og ministeren er mere aktive i forhold til at få forbudt mikroplast i produkter, siger han.

Eva Kjer Hansen siger, at det vil hun godt arbejde for gennem EU, men det kan tage tid.

- Jeg er helt enig i, at vi skal prøve at finde alternativer. Men der skal udvikles på det, så der er gode alternativer, der også er holdbare, forklarer hun.

Mikroplast findes mange steder

  • Mikroplast findes i så forskellige produkter som vejstriber og karklude.
  • Virksomheden KD-Group i Vejle har udviklet et filter, som bliver testet på rensningsanlægget i Vejle
  • Miljøstyrelsen har sat to millioner kroner af til at undersøge mikroplast i spildevand
  • Print
  • Del artiklen: