Rekordmange får motorstop på havet

Det kan være fatalt at få motorstop, når man sejler, men Søsportens Sikkerhedsråd oplever, at flere motorer strejker.

Der er alt for mange dårligt vedligeholdte bådmotorer i de danske farvande, og det er et sikkerhedsproblem.

Søsportens Sikkerhedsråds registrerede 169 motorstop i 2014, hvilket er et rekordhøjt antal.

Motorstop på havet kan i værste tilfælde lede til tragedie, hvis uheldet er ude, fortæller Steen Emborg, der er Leder af Søsportens Sikkerhedsråd.

- Udfaldet af et motorstop kan være meget forskelligt. Det kan være alt fra, at du bliver trukket i land af en kammerat, til at det i hårdt vejr kan være ret alvorligt, hvis man kommer til at ligge på tværs i søen og tager vand ind, siger Steen Emborg.

Han siger, at det oftest er dårlig vedligeholdelse, der er skyld i motorstoppene.

Samtidig er brugtbådsmarkedet stort, og man kan nemt risikere at købe en gammel bådmotor, der ikke er i forsvarlig stand, advarer Arne Bøge, der er indehaver af Bøges Både i Lunderskov.

- Vi ser en del dårlige både. Som regel er det en båd, køber har fundet billigt et eller andet sted, som har nogle fejl, man ikke opdager, før man er kommet ud på vandet, siger Arne Bøge.

Der findes ingen statistik over årsagerne til motorstop på havet, men både Søsporten Sikkerhedsråd og Dansk Søredningsselskab peger på, at det ofte er problemer med brændstoftilførslen, der er årsagen.

Så mange fik motorstop

  • 2009: 6
  • 2010: 26
  • 2011: 35
  • 2012: 88
  • 2013: 127
  • 2014: 169

Kilde: Søsportens Sikkerhedsråd

  • Print
  • Del artiklen: