Rengøringspersonale demonstrerer i dag: Besparelser går ud over patienternes helbred

Rengøringsassistenter på flere sygehuse over hele landet protesterer i dag mod regeringens produktionskrav.

Rengøringsassistent Anna-Marie Nielsen (tv) og Monika Lillelund Dybro Olsen, organisator i 3F Vejle, er med i dagens Ren Respekt-demonstration i Vejle

- Det går ikke kun ud over os, det går også ud over patienterne.

Med det budskab går rengøringsassistenter på flere af landets sygehuse i dag på gaden for at protestere mod deres arbejdsvilkår og regeringens krav om to procent mere effektivitet om året.

Kravet betyder, at sygehusene hvert år skal levere mere arbejde, uden at få flere penge til at gøre det.

For ét er, at rengøringspersonalet ligesom alle andre ansatte på de offentlige sygehuse skal løbe hurtigere, men produktionskravet vil i værste fald også gå ud over patienternes helbred og sikkerhed.

Produktionskrav på sygehusene
  • Kravet om øget produktivitet har eksisteret i flere år og har siden 2007 lydt på to procent ekstra om året.
  • Det betyder, at de offentlige sygehuse hvert år skal levere mere uden at få flere penge tilført.
  • Hvert år pådrager cirka 20.000 patienter sig en infektion, imens de er indlagt på sygehus.
  • Hvert år dør mellem 1000 og 3000 patienter, efter at de har pådraget sig infektion, mens de er indlagt.

Kilde: 3F, Camilla Herdahl, koordinator.

Det siger Anna-Marie Nielsen, som er rengøringsassistent på Vejle Sygehus.

- Vi er bange for, at vi ikke får alt skidtet med, når vi gør rent. Når vi skal skynde os endnu mere, kan vi komme til at bringe bakterier rundt, som svage mennesker ikke kan modstå. Det er jo vores ansvar, at det ikke sker, siger Anna-Marie Nielsen, som har gjort rent på Vejle Sygehus i 10 år.

- Jobbet er blevet hårdere med årene, og jeg går jævnligt hjem med følelsen af ikke at have gjort mig job godt nok, siger hun.

I protest mod spareplanerne har fagforeningen 3F og cirka 500 rengøringsassistenter fra sygehuse landet over samlet sig under sloganet Ren Respekt.

- Vi er bekymrede for udviklingen indenfor det danske sygehusvæsen. Grænsen er nået for, hvor meget man kan spare og effektivisere. Og hvis ikke der bliver gjort ordentligt rent på sygehusene, så kan det gå ud over patienterne, siger Martin Jensen, der er formand for 3F i Vejle.

Svækkede patienter risikerer smitte

Han bakkes op af Hans Jørn Kolmos, der er overlæge og professor i Klinisk Mikrobiologi på Syddansk Universitet.

For hvis rengøringsassistenterne får så travlt, at dørhåndtag, sengeheste og gangbarrer ikke bliver tørret af, så risikerer patienterne at blive syge, siger han.

- Bakterier kan lægge sig alle vegne. Og hvis man ikke får gjort rent på alle overflader, så kan bakterierne overføres til svækkede patienter, som ikke kan tåle dem, siger han.

Anna-Marie Nielsen ser frem til dagens demonstration.

- Nu håber jeg, at vi kan råbe politikerne op, og at de stopper besparelserne. Og det er ikke nok, at de lover det, vi vil gerne have det på skrift, så vi er sikre på at de holder deres løfter, siger hun.

Rengøringsassistenter i Aalborg, Hvidovre, Roskilde, Thisted, Aarhus og Vejle demonstrerer i dag.

renrespekt.mp4

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på trekanten@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.