Rikke kører 120 kilometer hver dag: Det presser familien

Hjem i Esbjerg og job i Billund giver Rikke Bækgaard næsten en times transport hver vej - hver dag.

50 minutter den ene vej, og 50 minutter den anden vej. Det er, hvad Rikke Bækgaard bruger på at komme frem og tilbage fra arbejde hver dag.

Dermed er hun en af de danskere, der hiver godt op i statistikken. De seneste tal fra Danske Regioner viser, at borgerne i alle landsdele pånær København i gennemsnit har fået længere på arbejde de senere år.

Rikke Bækgaard har pendlet de sidste fem år. I begyndelsen fra hjemmet i Esbjerg til arbejdspladsen i Kolding. I dag kører hun fra Esbjerg til sit arbejde i Billund.

Rikke Bækgaard er glad for sit arbejde, og derfor kører hun gerne de godt 120 kilometer hver dag, men hun kan også tydeligt mærke, at den lange tur i bilen betyder noget, når hun kommer hjem.

- Det betyder at, der er nogle andre ting, der må stå i baggrunden. Det med at se familie og venner foregår nok mest i weekenden frem for i hverdagen, fortæller Rikke Bækgaard.

Ofte er hun først hjemme hen mod klokken 18, og derfor kan det knibe med overskud til andet end at gå i gang med aftensmaden.

- Ofte er klokken otte, inden der er ryddet af bordet, og så bliver det ofte sofaen og fjernsynet der vinder, frem for at tage på – eller få – besøg, siger hun.

Så der er ikke de store sociale aktiviteter i hverdagen i Rikke Bækgaards familie.

- Hvis der er noget aktivitet ud over at gå på arbejde og klare det huslige, så er det en tur i fitness-centeret, siger Rikke Bækgaard.

  • Print
  • Del artiklen: