Sårbare unge overlades til sig selv

Der er brug for bedre hjælp til unge, når de flytter hjemmefra.

Sårbare unge, anbragt udenfor familien, står ofte helt uden hjælp, når de fylder 18 og flytter væk fra deres plejefamilie.

Selvom de har mulighed for at få tilknyttet en ungerådgiver eller måske få forlænget ophold, så ender mange med at stå på egne ben, når de bliver myndige, vurderer Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Det er skidt, mener folketingsmedlem Trine Torp fra SF.

-Det er unge, som samfundet i mange år har brugt ressourcer på, og vi risikerer at smide det hele på gulvet, hvis de overlades til sig selv, når de bliver myndige, siger hun.

Hun kæmper for nye regler, der giver de unge ret til obligatorisk hjælp frem til de bliver 23.

Unge uden netværk

Hun støttes af Svend Bladt, der er leder af Baglandet i Vejle, der er mødested for nuværende og tidligere anbragte, og han genkender billedet af unge, der løber ind i problemer, fordi de ikke længere har en plejefamilie eller en støtte-kontaktperson.

-De står på egne ben, fordi de har et fattigt netværk, siger han.

Trine Torp forventer, at evalueringen af en række initiativer, betalt af Sats-puljen, vil gøre det endnu tydeligere, at der er brug for nye regler.

  • Print
  • Del artiklen: