Simpel test kan vise, om du bliver 100

En test udviklet på Syddansk Universitet kan afsløre, om ældre mennesker har chance for at runde 100 år.

Kan du som 93-årig rejse dig fra en stol uden at bruge armene, og ved du hvilken måned vi er i, så er der ret gode chancer for, at du bliver 100.

Den simple test kan forudsige ældre menneskers chancer for at blive over 100 år gamle, viser ny forskning fra Syddansk Universitet.

Aldringsforsker Mikael Thinggaard har fulgt 2.200 ældre fra de var 93 år gamle, og hans forskning viser, at det ret simpelt kan forudsiges, om man har chancen for at runde det helt skarpe hjørne.

- Testen er en kognitiv test, der viser, om man er frisk, og så er der en stoletest, hvor man bliver bedt om at rejse sig op. Den siger noget om, hvor gode muskler man har underkroppen, og i det hele taget kan klare de daglige gøremål, siger Mikael Thinggaard.

Mikael Thinggaard mener, at testen kan bruges af for eksempel praktiserende læger til at vurdere, hvor meget hjælp en ældre borger har brug for.

Bliver man ifølge Mikael Thinggaard 93 og er frisk i både hoved og krop, tredobler man sin chance for at blive 100 år.

Så gamle er danskerne

  • I slutningen af 2015 var der 1.031 hundrede-årige i Danmark.
  • Det er 46 flere end på samme tidspunkt i 2008.
  • Ældste dansker er 110 år.

  • Print
  • Del artiklen: