Surrogat-storebrødre hjælper flygtningebørn

I Hedensted hjælper unge syriske mænd uledsagede flygtningebørn med praktiske opgaver.

Børn, der er flygtet til et fremmed land, kan have brug for gode råd fra andre, der har prøvet det samme. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Flygtningebørn, som er kommet til Danmark uden deres forældre, kan have brug for hjælp til praktiske opgaver.

Derfor har Hedensted Kommune lavet en ny såkaldt "storebror-ordning", hvor unge syriske mænd hjælper uledsagede flygtningebørn fra Syrien med praktiske opgaver.

- Vi manglede et tilbud til de børn, der egentlig klarer sig godt, men som stadig har brug for hjælp af og til, siger Heidi Aasborg, som er leder af Ungeintegrationen i Hedensted Kommune.

- Storebrødre kan også lære flygtningebørnene, hvordan man handler ind i danske butikker, og hvad man gør, når man skal i banken, siger hun.

Vigtigt at tale samme sprog

Heidi Aasborg tilføjer, at det er vigtigt, at storebrødrene selv kommer fra Syrien

- Mange af drengene kommer direkte fra asylcenteret, hvor de har boet i flere måneder, og mange af dem kan stort set ikke tale dansk. Derfor er det vigtigt at storebrødrene forstår sproget.

- De skal også have en kulturforståelse for, hvad børnene kommer fra, og hvad de har været udsat for i Syrien og som flygtning, siger Heidi Aasborg.

Der er tilknyttet tre unge, syriske mænd til Hedensteds "storebror-ordning".

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på trekanten@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.