Sygehusindgang er en bjergetape for kørestolsbrugere

Den nybyggede hovedindgang på Kolding Sygehus er så stejl at mange kørestolsbrugere giver op.

(Foto: Arkitektfirmaet Schmidt- Hammer og Lassen © DR)

Kørestolsbrugere oplever, at det er svært at køre den direkte vej op til hovedindgangen på det nye Kolding Sygehus.

De føler at den er for stejl, fortæller John Arne Sørensen fra Kolding handicapråd.

Det hænder jævnligt, at helt nye byggerier ikke er handicapvenlige, oplyser Dansk Handicap Forbund. Et andet eksempel kunne være Søfartsmuseet i Helsingør, der blev bygget forrige år. Her var der ingen håndlister at gribe fat i på den 70 meter lange stejle konstruktion, hvor der var risiko for en lang rutsjetur.

-Jeg ser selv tit, at der er lavet nogle forbedringstiltag, som ikke kommer til at virke. Det sker for tit i forhold til, hvordan det burde være, siger Susanne Olsen, landsformand for Dansk Handicap Forbund.

Problemet er ikke nyt. Da Statens Byggeforskningsinstitut undersøgte ti offentlige tilgængelige byggerier tilbage i 2012, konkluderede de dengang, at alle brød loven.

Det er dog ikke vejen op til hovedindgangen, som er problemet, men at folk ikke kan finde hen til en mindre stejl adgangsvej, siger Kenneth Holm, der er projektchef for udbygningen af Kolding Sygehus.

- Vi planlægger at gøre det mere synligt, at det altså er den vej, som man skal lede kørestolsbruger og svagtgående op ad.
Vi har en opgave i at tydeliggøre, hvordan adgangen til hovedindgangen er, siger han.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på trekanten@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.