Thomas blev mobbet: Fik et nyt liv efter, at han skiftede skole

Det kan være fint at skifte skole, hvis et barn bliver mobbet, men aben kan også følge med, mener Skole og Forældre.

Mobning ender i nogle tilfælde med, at eleven må flytte skole. Arkivfoto (© Colourbox)

Dagene var fyldt med mobning og konflikter for niårige Thomas fra Vejle.

- Han har for eksempel kastet med stole og truet en ledende medarbejder med et metalfejeblad, siger hans mor, Louise Kibenich.

Hun oplevede, at hendes søn på ni år blev mobbet på Novaskolen i Vejle, og at han ikke stolede på, at lærerne ville ham det godt.

Ifølge Louise Kibenich forsøgte hun, at få lærerne og ledelsen til at gøre noget ved mobningen. Hun mener, at skolen ikke tog ansvar for at hjælpe med at løse problemet.

Til sidst truede den niårige dreng med at hænge sig selv, og først da kom skolen ifølge moderen for alvor på banen med tilbud om hjælp, men da havde forældrene besluttet at finde en ny skole til sønnen.

Og det kan i nogle tilfælde være en god løsning at skifte skole, hvis man bliver mobbet, siger formand for Skole og Forældre, Mette With Hagensen.

- Her har det virket. Men i andre sager oplever vi lige så meget, at aben flytter med, så mobning og mistrivsel følger med over på den nye skole, siger hun.

Organisationen Skole og Forældre har en forældrerådgivning, som forældre kan ringe til og få gode råd. Ifølge Mette With Hagensen er forældrene blevet bedre til at søge hjælp, når barnet ikke trives.

- Vi oplever at blive ringet op lidt tidligere end før. Og det er i mange tilfælde godt for børnene, mener hun.

Forældrene vil gerne vide, hvad de kan gøre for at forebygge mobningen, så barnet ikke behøver at skifte skole, især hvis barnet i øvrigt er glad for kammeraterne, fortæller hun.

- I andre tilfælde råder vi til at tage det skoleskifte og starte forfra, fordi vi tror, at det vil virke i den situation, siger Mette With Hagensen.

I mere end et halvt år har Thomas gået på en anden folkeskole i Vejle. Og siden da har der ifølge moderen ikke været en eneste konflikt om trusler og vold med sønnen.

- Vi har snakket om mange gange, at vi har fået vores søn igen, siger hun.

DR Trekanten har bedt Novaskolens ledelse om at kommentere denne historie, men skoleleder Susanne Fjeldgaard Kristensen skriver i en mail, at hun ikke kan udtale sig om konkrete elevsager.