Tøjfirma på jagt efter kurvede modeller

Det danske tøjfirma Carmakoma leder efter en god rollemodel for den almene kvinde.

Barbiedukken har taget på, og det amerikanske magasin Sports Illustrated har for første gang nogensinde haft en forsidemodel, der ikke er åleslank og sportstrænet.

I årevis har modemagasiner stort set kun vist billeder af meget tynde modeller, men nu ser det ud til, at modeidealet er ved at blive lidt bredere.

Det mærker de også hos tøjfirmaet Carmakoma fra Vejle, der laver modetøj til lidt større kvinder. Firmaet er lige nu på jagt efter fotomodeller, der kan præsentere kollektionen.

- Vi leder efter en kvinde, der kan være en god rollemodel for den almene kvinde, siger Heidie Lykke, der er medejer af Carmakoma.

Det er femte gang, firmaet er på modeljagt, og interessen er stor.

- Der er super mange danske kvinder, som går med modeldrømme, og som egentlig aldrig har set sig selv som modeller. Standardmålene er nogle helt andre her i Carmakoma, så nu er der mange, der ser sit snit til at prøve at udleve drømmen, siger Heidie Lykke.

Og det er godt for kvinders selvopfattelse generelt, at de kurvede modeller vinder frem i modebilledet, så det afspejler flere kropstyper. Det siger Dorthe Kandi, der er chefredaktør på magasinet Q.

- Jeg tror helt klart, at det betyder, at vi kvinder kommer til at hvile mere i os selv. Der kommer jo til at være et bredere billede af, hvordan man kan se ud, og det tror jeg, vil styrke de fleste af os, siger hun.

  • Print
  • Del artiklen: