Uden organdonation havde Kirsten mistet sin datter

Kirsten Hoffmeyer ser er gerne, at flere tager stilling til organdonation. En donation reddede nemlig hendes datter.

Kirsten Hoffmeyers datter Line var til sidst så syg, at hun ikke kunne gå ti meter uden at være helt ødelagt bagefter.

Lige indtil hun i 2012 fik tilbudt et nyt hjerte. En uge efter transplantationen cyklede hun syv kilometer på en motionscykel uden problemer.

Kirsten Hoffmeyer er ikke i tvivl om, hvad der var sket, hvis datteren ikke havde fået hjertetransplantationen.

- Hvis ikke hun havde fået det nye hjerte, så havde hun ikke været i live i dag, siger hun.

For tiden arbejder den regionale transplantationsgruppe i Syddanmark med at være bedre til at spotte mulige donorer. Den ser gerne, at flere tager stilling, for der er brug for donorerne.

Kirsten Hoffmeyers datter var syg i fem år. Hun stod på venteliste i otte måneder, før der var et hjerte klar til hende.

- Mens hun var på venteliste, nåede hun at få hjertestop en gang, så det var lige oppe over, at hun overhovedet overlevede den tur, siger Kirsten Hoffmeyer.

Efter hjertetransplantationen har Line fået det meget bedre.

- Hun dyrker sport, og hun går i byen med veninderne og passer arbejdet og studier, siger Kirsten Hoffmeyer.

Hun synes, at det er en god ide, hvis flere tager stilling til, om de vil donere deres organer.

- Det er vigtigt for de pårørende, der står og mister et kært familiemedlem, at de ikke skal stå i den situation, at de også skal til at tage stilling for vedkommende, siger Kirsten Hoffmeyer.

  • Print
  • Del artiklen: