Udsatte børn bruger ferien på at mestre livet

50 børn får i vinterferien chancen for at møde kendte håndboldspillere og få nye kammerater på "Livsmester-camp" i Kolding.

I denne uge er der Livsmester-camp i Koldinghallerne for 50 udsatte børn. Håbet er, at børnene får en introduktion til foreningslivet, som de kan bruge resten af livet, siger generalsekretær i Dansk Folkehjælp, Klaus Nørlem.

- Det er børn, som man normalt ikke ser så mange af i foreningslivet, og dem vil vi gerne give nogle sunde fritidsinteresser, siger han.

- Foreningsarbejdet betyder, at børn får motion, men det giver også mulighed for at møde en masse kammerater. Vi ved, at når børn har fritidsinteresser og dyrker sport, så medvirker det til, at man har et større overskud til indlæring i skolen, fortæller Klaus Nørlem.

Børnene på campen kommer typisk fra bolig-sociale foreninger, og fra familier der har en lille økonomi. Det kan være svært for dem at deltage i fritidsinteresser på lige fod med andre børn.

Håndboldspillere skal inspirere

Håndboldholdet, KIF Kolding København, er medarrangør af campen i Kolding, og børnene kan møde mange af spillerne.

Det handler om at vise et ansvar for de svageste, siger pressechef i Kif Kolding København, Pernille Frost.

- Vi har et socialt ansvar og vil gerne give børnene en god oplevelse. Om det er brydning, eller om det er gymnastik eller håndbold, er ikke så vigtigt. Det vigtigste er jo, at man er aktiv, rask og har et sundt liv, siger hun.

  • Print
  • Del artiklen: