Udsigt til flere biler på motorvejene

Danskerne elsker deres motorveje, og der bliver flere og flere biler på vejene. Det giver trængsel og kø flere steder.

Hvis du oplever, at du oftere overhaler lastbiler eller kører side om side med de andre trafikkanter på motorvejene, så er det slet ikke så mærkeligt.

Det fortæller afdelingsleder i Vejdirektoratet Kasper Rosenstand.

- Der er nogle strækninger, hvor vi i fremtiden vil komme til at opleve mere trængsel. Det er klart, at jo flere biler, der kommer på vejene, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår trængsel, siger han.

I 2015 steg trafikken på motorvejene med seks procent i forhold til året før, og over Vejlefjordbroen og Lillebæltsbroen var stigningen omkring syv procent.

Det skyldes, at mange af motorvejene er blevet udbygget, så det oftere kan betale sig at bruge dem. Samtidigt er virksomhederne rykket til de store byer og bruger motorvejene i stedet for landevejene, når deres varer skal transporteres.

Men med den stigende trafik på motorvejen, kan det betyde, at tidsbesparelsen ved at tage motorvejen skrumper.

- Det kan tage længere tid at komme fra A til B, siger Kasper Rosenstand.

Noget tyder nemlig på, at motorvejstrafikken vil fortsætte med at vokse.

- Hvis man ser på prognoserne for, hvordan trafikken vil udvikle sig, så vil trafikken stige, men vi forudser ikke, at det bliver med seks procent om året, som vi har set det på motorvejsnettet i år, siger Kasper Rosenstand.

  • Print
  • Del artiklen: