Skybrud præger billedet af 2011 på vejrfronten

Meteorologisk set blev 2011 et særpræget år, fordi flere hændelser har fæstnet sig på nethinden. Primært de voldsomme skybrud, som ikke før er set i det omfang.

Skybrud i København den 2. juli (Foto: Bax Lindhardt © Scanpix)

Meteorologisk set blev 2011 et særpræget år, fordi flere hændelser har fæstnet sig på nethinden. Primært de voldsomme skybrud, som ikke før er set i det omfang.

Men også den snerige vinter, det fantastisk flotte forår og den smukke indledning til oktober med endnu en varmerekord vil blive husket. Det bliver interessant at se om 2012 vil følge i samme spor.

Hvid jul igen

Vi begynder årets vejrtilbageblik med julen sidste år. For andet år i træk fik vi nemlig hvid jul i 2010. Og sneen blev liggende nytåret over. I modsætning til vinteren 2009/2010, der nærmest fortsatte ind i april, var vinteren 2010/2011 mere broget. Allerede 10. januar fik vi et tøvejr, der fik det meste af sneen til at svinde ind. Og igen d. 17. januar fik vi regn og temperaturer på helt op til 9,8 grader (i Sønderborg). Det fik sneen til at sejle og flere kloakker og kældre til at gå over deres bredder.

Vinteren vendte dog tilbage. Både med flere frostgrader og mere sne. Allerede 27. januar kom temperaturen ned på det nye års foreløbigt laveste: -12,4 grader i Karup. Første vinterstorm meldte sig i vejrhanerne 7. februar og blev husket for sine kraftige vindstød af orkanstyrke. Den 26. februar faldt der udbredt isslag - en af de farligste vejrtyper for trafikken. Isslag dannes når varm luft presser på fra vest, mens der er kulde over landet. Isslag er i reglen et varsel om omslag til mildere vejr. Kulden fortsatte dog et stykke ind i marts.

Kombineret med den meget kolde december (-3,9 grader) og kun lidt mildere januar blev vinteren 2011 en af de koldere: -1,8 grader under normalen (målt 1961-1990). Til gengæld var vinteren 2011 solrig som få. Men mildheden slog for alvor igennem i foråret.

Sommerlig påske

Flere af DR VEJRETs facebookbrugere bed mærke i 2011's milde forår:

"En fed april måned især omkring Påske," skriver Jørgen Rømming og Hanne Rasmussen:

"(...) jeg synes det er længe siden at vi har haft så skønt et forår som i år, men desværre blev sommeren så rigtig dårlig."

Og sommeren skal vi nok vende tilbage til! Men foråret VAR lunt: 22. marts registrerede DMI 15,3 grader i hovedstadsområdet. Siden fulgte påsken, i sidste tredjedel af april, med dagtemperaturer i 20'erne og det endte endda med varmerekord for april på 9,9 grader som middeltemperatur. Første sommerdag, der skiller ved 25 graders varme, fik vi allerede 9. maj.

Og det bidrog altså til et helhedsbillede af et endog meget lunt og mildt forår; varmere end normalt, med mindre nedbør end normalt og færre nætter med frost end normalt. Forskellen mellem vinter og forår blev i øvrigt nær-rekord stor: Sædvanligvis er der 5,7 grader i mellem årstider. Men i 2011 blev forskellen 9,4 grader!

Den våde sommer

Sommeren var en stor, våd skuffelse for mange sol og D-vitamintrængende danskere. 6. juni fik vi sommerens første skybrud over det østlige Danmark. Uvejret slog også ned i form af mange lyn. Mere end 17.000 talte DMI. Den helt store skylle ramte dog i hovedstadsområdet d. 2. juli.

Facebookven Lars John Christensen skriver:

"Der faldt så ufattelig meget regn at jeg faktisk et kort øjeblik blev en smule bange for hvad det for pokker kunne ende med og det tordenvejr, der ledsagede dette skybrud, var det voldsomste jeg i mit 46 årige liv endnu har oplevet, faktisk var det IKKE muligt at se huset på den anden side af gaden i mere end 20 minutter." (Læs hele hans beretning i bunden af artiklen)

Skybrudet den lørdag aften oversvømmede kældre, satte viadukter og togskinner under vand og kostede danskerne og deres forsikringsselskaber milliarder af kroner. Skybruddet, og den øvrige regn på dagen, kastede op mod 150 mm fra sig. Det er mere end dobbelt så meget vand som for hele juli måned i hovedstadsområdet.

I henved 50 år har vi ikke haft en køligere sommer end i år. Så de mange bitre minder om en kold og våd sommer holder stik i følge statistikken. Årstidens makstemperatur var sølle 28,2 grader, målt på Bornholm. Samtidig var sommeren en af de vådeste. Faktisk den næstmest nedbørsmættede med 321 mm regn. Kun 1982 overgår den bedrift med sine 323 mm.

Efterår med forsinket oktobersommer

Det sommervejr der aldrig rigtig kom i juni, juli eller august, fik vi til gengæld en smag af i oktober. For første gang nogensinde herhjemme registrerede man en sommerdag i oktober. Det var i St. Jyndevad i Sønderjylland 1. oktober, hvor man målte 26,9 graders varme. Rekorden var overbevisende: Tidligere maksimumtemperatur målt i oktober var på "blot" 24,1 grader (i 1978).

Tendensen skulle blive toneangivende for årstiden, der endte som den syvende varmeste i mands minde; 10,2 grader varm i middeltemperatur. Der var da også flere soltimer end normalen ligesom nedbøren var en fjerdedel under det sædvanlige. Det milde vejr, som november også var præget af, gav en lang periode med tåge.

Den husker Jan Erikssøn. Han skriver på vores facebookside om tågen: "(...) den var da ret så deprimerende."

Overgangen mellem efteråret og vinteren kulminerede med et brag i novemberstormen søndag d. 27. Stormen skyldtes et dybt lavtryk som passerede i retning mod øst/nordøst. En koldfront trak regn og blæst i stormstyrke med sig med mange vindstød af orkanstyrke - det kraftigste målt i Thyborøn søndag eftermiddag med 38,2 meter i sekundet. Broer lukkede, køretøjer væltede og træ på skinnerne stoppede S-toget i køre på flere strækninger.

Mange steder pressede stormen vandstanden i vejret. Blandt andet i København, i Limfjorden og på Bornholm. DMI kategoriserede stormen som en styrke W2. Blot et par uger efter kunne vi og andre medier varsle endnu en storm. Den kom natten til d. 9. december og selvom den ruskede godt i mange skørter og fik tagsten til at knirke og en enkelt murstensgavl i Ringkøbing til at vælte, var den ikke så kraftig som novemberstormen og blev "kun" en kategori W1. Læs DMI's beskrivelse af af kategorierne her

Læs hele Lars John Christensens beretning om skybruddet her:

"Jeg husker tydeligt jeg var på en af mine mange cykelture i Utterslev Mose Lørdag den 2-7 da jeg i det fjerne hørte torden og så voldsomme lyn, meeen SÅ langt væk og jeg tænkte det måtte sørme da være voldsomt og cyklede roligt videre (sådan da)

Da jeg en time senere var hjemme i Husum var skyerne over mit hoved nok de sorteste og mest dystre skyer jeg i mit liv har set og stærke vinde fejede hen over træerne og 1o minutter efter jeg var kommet ind i tørvejr brød helvede løs: Der faldt så ufattelig meget regn at jeg faktisk et kort øjeblik blev en smule bange for hvad det for pokker kunne ende med og det tordenvejr der ledsagdede dette skybryd var det voldsomste jeg i mit 46 årige liv endnu har oplevet, faktisk var det IKKE muligt at se huset på den anden side af gaden i mere end 20 minutter!! Vi skal huske på det var i dagslys kl 20-21 som på den mest dystre måde bare forsvandt på 5 minutter!!

Resten er kendt af de fleste andre med oversvømmelser og druknede biler,kældre og ødelæggelser vi sjældent har set mage til her i lille og fredelige Danmark som rent vejrmæssigt vel mistede den sidste rest af jomfruelighed denne famøse sommerlørdag i 2011 som jeg personligt ALDRIG vil glemme!! God Jul og godt Nytår

PS:Vinteren synes jeg personligt ikke var værre end andre hårde vintre kun på Bornholm kan man tale om ekstremt vintervejr, og Januar var faktisk tø fra starte til slut så kom der lidt vinter i Februar igen, men den forrige vinter 09/10' var langt mere barsk og kold og snerig i en længere mere sammenhængende periode!!

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube