20 skolebørn dræbt i trafikulykke i Sydafrika

Minibus fyldt med skolebørn stødte ind i en lastbil og eksploderede i Sydafrika. 20 børn meldes omkommet.

20 skolebørn er dræbt i en trafikulykke i Sydafrika. Det oplyser en talsmand for redningstjenesten ER24 ifølge nyhedsbureauet AFP.

Børnene var passagerer i en minibus, som stødte ind i en lastbil og derpå eksploderede.

Ulykken skete omkring 70 kilometer øst for hovedstaden Pretoria ved byen Bronkhorstspruit, skriver skolemyndighederne i Gauteng-provinsen på Twitter.

- Det er et stort tab og vi er i dyb smerte over de tragiske nyheder, skriver den lokale skolestyrelse.

Ambulancer og andre redningskøretøjer er på stedet, hvor de behandler de tilskadekomne.

- Brandbiler har allerede slukket det brændende køretøj, der blev fundet liggende på siden, oplyser redningstjenestens talsmand til AFP.

De fleste børn blev fanget inde i det brændende køretøj, oplyser han.

Mange andre børn blev kvæstet. Der er meldinger i lokale medier om, at flere børn blev trukket ud af den brændende minibus af folk, der ilede til for at hjælpe.

Årsagen til sammenstødet mellem lastbilen og skolebørnenes minibus er endnu ikke kendt.

/ritzau/