For de civile i Syrien er meldingen om en international plan for våbenhvile i det konfliktramte land ikke meget værd, før der finder handling sted på jorden.

24-årige Rami Zayat bor i Aleppos gamle bydel, der i dag er forholdsvis rolig. Hans gade er nærmest forladt.

Kampene foregår nemlig mest i byens forstæder.

- Når vi hører jetfly nærme sig, bliver alle bange - og markederne lukker, fortæller Rami Zayat til DR Nyheder over en skypeforbindelse.

- På det seneste er det blevet meget farligt at bo i Aleppo - ingen af os føler os sikre, fortæller han.

Hvordan man overlever Aleppo

Derfor er dele af hans familie flygtet til byen Idlib, der ligger 50 kilometer fra Aleppo.

- Der er mere sikkert. Jeg har planer om at resten af familien også skal flytte til Idlib.

Han selv bliver i Aleppo.

- Jeg er aktivist. Jeg ved hvordan man overlever her. Jeg kender en vej, hvis jeg vil ud af Aleppo, siger Rami Zayat.

Tror ikke på våbenhvile

Sent i går aftes kom en våbenhvile i Syrien mellem regeringshæren og en række oprørsgrupper i landet måske et skridt nærmere virkelighed.

I hvert fald indgik parterne i fredsforhandlingerne en aftale om, hvordan en våbenhvile i det konfliktramte land kan komme i stand.

Men for syrerne skal der mere en planer til, forklarer Rami Zayat, der arbejder som journalist.

- Vi føler det samme som efter Geneve I, Geneve II og senest Geneve III (tidligere internationale forhandlinger om fred i Syrien. -red.). Vi venter på, at der skal ske noget, vi venter på, at nogen griber ind, vi venter på våbenhvile.

- Der er gået mere end to år med forhandlinger, møder, konferencer, men ingenting sker der.

Vi har altid håbet

For Rami er det ikke længere nok at lægge diplomatiske planer for Syrien. Og det gør ifølge den unge mand heller ikke meget indtryk på andre syrere - der er nemlig ofte meget langt mellem storpolitiske planer og virkeligheden i Syrien, fortæller han.

- Folk her reagerer ikke på, hvad der bliver beskrevet i medierne.

- De reagerer på, hvad der sker her på jorden. Samtidig med, at Geneve III-konferencen startede, gik russerne indledte russerne et kæmpe angreb ude på landet, hvor mere end 50.000 mennesker måtte flygte.

Giver det jer ikke håb?

- Vi har altid håbet om, at der vil ske noget, der kan ændre tingene til det bedre. Men vi er ikke sikre på, at håbet kan blive opfyldt af de lande, der ikke gør noget reelt på jorden.

- Planen om våbenhvile er ikke særlig tydelig for os. Så vi venter på klar besked udover, at man bare har planer om en våbenhvile.

En såkaldt indstilling af fjendtlighederne kan ske allerede om en uge - hvis Syriens regering og opposition har godkendt aftalen.

I videoen herunder kan du se billeder fra Rami Zayats hus og nabolag i Aleppo.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube