2600 brandfolk kæmper mod 62 nye skovbrande i Portugal

Ved den største af brandene, der har nået udkanten af byen Abrantes, kæmper 800 brandfolk og 250 køretøjer.

Flere end 2600 brandmænd kæmper mod 62 brande, der raser på tværs af Portugal.

Det oplyser portugisiske myndigheder ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det er høje temperaturer, der har sat en brat stopper for det pusterum, de portugisiske brandmænd ellers havde fået oven på sommerens mange skovbrande.

Talskvinde for Portugals civilforsvar Patricia Gaspar oplyser, at vejrforholdene vil være "særdeles gunstige" for brande frem til søndag med temperaturer op til 39 grader.

Får assistance

Hun tilføjer, at både Marokko og Spanien har sendt fly til Portugal for at hjælpe med slukningsarbejdet.

Skovbrandene kommer i kølvandet af andre store skovbrande i Portugal i sommer. I juni blev flere end 60 mennesker dræbt og flere end 250 såret i en kæmpe brand i Pedrógão Grande i den centrale del af landet.

Branden rasede i fem dage, før myndighederne fik den under kontrol.

11 brande ude af kontrol

Sent torsdag aften er 11 af de i alt 62 nyopståede skovbrande fortsat ude af kontrol, mens resten er blevet enten tæmmet eller dæmpet.

Omkring 800 brandfolk og 250 slukningskøretøjer arbejder på at få den største af brandene under kontrol. Der er tale om en skovbrand nær den centrale by Abrantes.

Branden har nået udkanten af byen, fortæller Abrantes borgmester, Maria do Ceu Albuquerque.

- Det bliver en meget vanskelig nat, siger hun ifølge portugisiske medier sent torsdag aften.

/ritzau/AFP